Så kan de første billedalbums ses på:
http://picasaweb.google.com/2100Eliassen
31 januar 2008
Ud og køre med de skøre ...

Onsdag den 30. januar 2008
Efter at have sovet meget godt, og ifølge mor og far, helt uden at bevæge mig hele natten, så hev de mig op ved 9-tiden, gav mig tøj på og besked på at tisse, og så var det ellers bare ud og på plads i campervan’en, for nu skulle vi derudaf.
Som tidligere nævnt, så skulle vi i dag køre til Dunedin – en tur på ca. 400 kilometer der burde tage omkring 5 timer. Dagens køretur forløb helt uden problemer, og far kom kun til at bruge viskerne en gang i dag i stedet for blinklyset, så han er også ved at blive klogere.
Det tog dog lidt længere tid for os at komme til Dunedin, for dels holdt vi et par småpauser, men vi tog os også en lidt længere en af slagsen da vi kom forbi Katiki Beach. Det var en rigtig flot strand, og der var godt gang i Stillehavet, så sammen med far var jeg nede og lege i vandkanten og soppe lidt, men rigtigt ud at bade kom jeg desværre ikke, for det var drøn-hamrende koldt!
Men vi kom dog frem til Dunedin, og fandt også vores TOP 10 camping site, og fik anvist stand nummer 34. Efter lidt testen frem og tilbage fik vi alt til at virke – inklusiv strøm til el-kedlen og ikke mindst til den bærbare PC samt alle de andre elektroniske gadgets vi medbringer.
Campingpladsen er ikke så stor, men der er en fin legeplads – inklusiv en stor trampolin – og da vi kunne handle ikke mange meter fra hovedindgangen, så betød det, at bilen blev holdende på pladsen resten af dagen, og at vi faktisk ikke lavede så meget mere den dag.
29 januar 2008
Mor i krise ...
Mor har bedt mig sige til alle mennesker der læser med på bloggen, at hun har problemer ...
HENDES MOBIL VIRKER IKKE på New Zealand!
Hendes mobilselskab har åbenbart ikke nogle aftalepartnere hernede, så indtil videre kan mor hverken ringe - og endnu værre er det nok, at hun ikke kan sende og modtage SMS'er.
Så nu ved I det!
HENDES MOBIL VIRKER IKKE på New Zealand!
Hendes mobilselskab har åbenbart ikke nogle aftalepartnere hernede, så indtil videre kan mor hverken ringe - og endnu værre er det nok, at hun ikke kan sende og modtage SMS'er.
Så nu ved I det!
Første dag sammen med Kiwi’erne

Tirsdag den 29. januar 2008
Mor og far fik ikke sovet så meget på flyveren, men det gjorde jeg – jeg sov nemlig hele 6 timer, og vågnede dermed relativt frisk et par timer inden vi skulle lande i New Zealand. Efter et par forhør om vi medbragte frisk frugt eller hakket oksekød fra Europa blev vi lukket ind i landet!
Vel inde i landet fik vi fat i TUI Campers, vores biludlejere, der kom og hentede os, og efter et par formaliteter var vi pludselig kørende i den gale side af vejen i ”vores nye Toyota”. Far er allerede blevet ret god til at køre i venstre side af vejen, men at blinklyset og vinduesviskerne ikke sidder hvor de plejer har han ikke fundet ud af endnu, så efter dagens kørsel har vi landets reneste forrude – og et blinklys der ikke er blevet slidt i stykker.
Vores første aften blev tilbragt ude hos Bruce og familien på deres lille farm, som dog er på 25 hektar og både indeholder vinmarker, køer og heste og en pokkers masse græsmarker. Det var et super besøg, hvilket allerede blev understreget efter 5 minutter, for Bruces datter tog mig ud at ride på en rigtig stor hest!
Resten af aftenen var også fin, og jeg var også ude og hjælpe Bruce med at fodre alle køerne, og fik endda også lov til at komme helt tæt på den store tyr.
I morgen fortsætter vi på egen hånd, og planen er at det første sted der skal overnattes bliver i Dunedin på østkýsten af sydøen.
PS. En ”kiwi” er slang for en fra New Zealand.
Jeg har set en hvid bengalsk tiger!

Mandag den 28. januar 2008
Her var der dømt tidligt op, for klokken 8 blev vi afhentet på hotellet, for vi skulle en tur i Singapore Zoo. Det er en rigtig god zoologisk have, og den minder på mange måder mere om at park end en traditionel Zoo, og det betyder at man kan komme rigtig tæt på mange af dyrene.
De flotteste dyr vi så i dag var den hvide bengalske tiger og så var der også Cheetah’en, sådan en leo-pardlignende dyr, der kan løbe 115 kt/t. Vi var også rigtig tæt på en isbjørn, og så den spise en fisk kun ca. 15 cm fra os – rent faktisk var det kun glasset der skilte os ad.
Efter turen til zoologisk have var der dømt afslapning, så jeg måtte atter engang følge med far og mor over på Starbucks, så vi kunne få en kop kaffe – men jeg fik så heldigvis en omgang pasta, og det var ikke så ringe endda …
Dagen sluttede med en tur til lufthavnen og så ellers ombord en Singapore Airlines med destination Christchurch.
En dag i Singapore

Søndag den 27. januar 2008
Mens vi fløj, og fordi vi fløj så mange timer mod øst, så blev lørdag til søndag – og i stedet for at det var aften da vi landede, så var det blevet meget tidlig morgen.
Fra lufthavnen kom vi med en bus ind til vores hotel, og da vi kom til hotellet, så sagde far og mor at jeg var træt, men det passede helt sikkert ikke – jeg sov bare rævesøvn - med snorken og det hele!
Efter nogle timers søvn tog vi en tur ud og vende i Singapore. Vi gik ned til havnen og der fik vi os en gratis bådtur, takket være en af de mange ”coupons” som fulgte med vores stopover i Singapore.
Efter lidt mad (og en øl på coupons) tog vi på bustur (coupons!) og kom så ellers rundt og se lidt af Singapore (far så ikke så meget, for han fik sig en lille morfar på turen) – og vi så også at der her i byen er mange Starbucks, så da busturen var forbi, så var far og mor inde og få god kaffe. De virkede helt salige.
Hjemme på hotellet tog mor mig ned til swimmingpoolen, og det var et hit – og jeg svømmede og svømme og sprang og sprang.
Aftenen er der ikke meget at sige om … VI SOV!
Så kom vi af sted …

Lørdag den 26. januar 2008
Endelig var det blevet tid til at vi skulle på ferie, og for en gangs skyld skulle mor og far slet ikke skynde på mig for at få mig til at tage tøj på, for farmor og farfar var nede hos Faster D, for vi skulle spise morgenmad sammen, så jeg stod op og vupti, så var tøjet på og jeg var nede hos Faster D.
Farmor og farfar kørte os i lufthavnen, vi var en tur i loungen, og så fløj vi – og nu kan jeg stave til FLY. Turen gik fint, jeg fik ikke sovet ikke ret meget (kun 1½ time), men fik spillet en del på min Nintendo DS, men også ret meget på alle de spil der var i flyverens ”Infotainment system”.
Da vi nærmede os Singapore, så fik vi morgenmad, og så mener far og mor at jeg levede ”dagens citat”, og de skrev det i hvert fald også ned – og det bare fordi jeg sagde: ”Jo ældre man bliver, jo bedre synes man frugtsalat smager som barn ...”.
09 januar 2008
Vi har fået en kat ...

I dag da far hentede mig i SFO'en kunne han ikke finde mig. Han gik rundt og ledte, men der var ingen Jasmin nogen steder.
Til sidst fik han øje på en kat der mindede en smule om mig, og det var katten Frida. Da han ikke kunne finde mig, så tog han i stedet katten Frida med hjem, og den kom endda med ud og handle og søreme også en tur i Kervan - hvor den fik to fine små godbider godbid. Det er en meget heldig lille kat.
Far vil jo gerne have Jasmin igen, og tror måske at nogen er kommet til at tage Jasmin med hjem, og så har glemt at tage katten med hjem. Far har derfor taget et billede af katten, så hvis nogen kender den - så ved de måske hvor Jasmin er henne.
Han er lidt tosset min far, for det er jo mig der er katten :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)