(publiceret fredag eftermiddag fra København)
Vi fik ikke lov til at sove specielt længe tirsdag morgen, for vi skulle med færgen tilbage til Buenos Aires om formiddagen, men vi nåede da at få lidt morgenmad. Da vi skulle om bord på færgen var der lidt problemer, for far og mor havde mistet sådan en papir-lap vi skulle bruge i immigrationen - men det endte da med, at vi fik lov til at komme med båden og tilbage til Argentina.
Vi skulle bo på det samme hotel som da vi var i Buenos Aires for første gang, og Katja og jeg fik et værelse magen til - bare på 2. sal i stedet for på 5. sal. Fedt! Om aftenen var vi ude og spise på en restaurant hvor vi havde været før, og hvor de serverede noget godt kød. Det gjorde de også i dag, og vi delte allesammen nogle forskellige bøffer - blandt andet fik vi T-bone steaks og kobe-bøffer. Det sidste skulle være noget af verdens bedste kød, man giver vist dyrene massage. Men det smagte også meget godt!
Onsdag morgen var vi ude og se en bydel der hedder La Boca. Den er meget kendt, og der er nogle meget farvestrålende huse, men jeg kunne nok godt have undværet besøget. Jeg fik dog en T-shirt hvor der står I LOVE BUENOS AIRES, altså med et hjerte i pailletter som LOVE. Vi så også en mand der malede med munden, det var han dygtig til.
Gitte havde denne kommentar om turen til La Boca:
- Flot bydel, og jeg var glad for at se den - og være med til at give Elias en oplevelse. Desværre var taxituren hjem ikke så god, og jeg er et usselt menneske, fordi jeg var med til at køre en hund over, og så bare køre videre - men hvem ved, om vi var blevet røvet, hvis vi var stoppet?
Efter besøget i La Boca tog vi ind omkring hvor vi plejer at være i Buenos Aires. Vi fandt en park hvor vi kunne lege og se på en masse hunde. Far og Jabe hentede sandwich og delikatesser i en lokal butik, og så spiste vi en hyggelig frokost i parken. Aftensmad gad vi ikke rigtig, så vi var bare hurtigt ude på en restaurant kun 200 meter fra hotellet - og Katja og jeg fik lov til at tegne på dugen.
Så var det lige pludselig torsdag og vi skulle hjem. Vi sluttede rejsen med et besøg på Starbucks (igen, igen, igen) og med et foto af Obelisken nede på 9. jule vejen. Den er forøvrigt 20 vejbaner bred, og den bredeste vej jeg nogensinde har set.
Hvis jeg skal sige noget om ferien meget kort, så er det:
- Det har været en god tur og jeg vil godt til Argentina igen. Men der ville jeg ikke se så meget som denne gang. Vi har set og oplevet så meget at jeg er helt træt. Iguazú er fantastisk og utroligt flot og jeg vil klart anbefale det. Men Buenos Aires er noget helt andet og jeg elsker den storby så meget, at jeg mega gerne vil der hen igen, og jeg mener det når jeg siger: I LOVE BUENOS AIRES!
Og Katja havde denne kommentar til vores ferie:
- Det var fed, tyk, og meget sjov. Gode oplevelser, hvor specielt bådturen ind under vandfaldene var sjov. Rideturen var også sjov, og jeg grinede meget da faster hang i et træ i to sekunder - inden hun så faldt ned.