30 juli 2008

Friske billeder her

> Klik og se ...
.

Min far er i 40’erne


I går blev min far 40 år, og det blev fejret med maner. Far fik lov at sove længe, og lige pludselig, så stod mig, mor, Bo, Maya, Jeppe og Nikolaj og sang fødselsdagssang for ham, og så vågnede han. Så fik vi morgenmad, og der blev givet gaver – jeg gav far et gavekort til Paradis, altså is-butikken, så vi skal bare op og spise is sammen rigtig mange gange!

Bagefter var vi ved poolen, og det var dejligt, og hvad der var mere dejligt var, at da klokken blev omkring 12, så kom kusine Katja sammen med Bedste, morfar, Gitte og Jabbe. Så fik de store drenge en øl, og vi fik badet og leget og badet lidt mere ...

Om aftenen var der stor middag i restauranten, hvor Moreno og hans kone endnu engang havde lavet noget rigtig god mad til os, specielt deres hjemmelavede ravioli med kødsovs var et hit, og noget vi unger bare guffede i os!

Alle børnene fik nogle knæklys, og efter at far havde tabt æsken på gulvet, så fik vi endnu flere knæklys, og så havde vi dem at lege med. De voksne de sad bare og snakkede og snakkede, og så drak de vin – og efter maden både vin og øl, og de blev vist lidt fjollede, og jeg har endda hørt dem snakke om at de også havde været nede og bade midt om natten?

I dag har de voksne været mere stille end de plejer at være ...
.

28 juli 2008

Nogle gode dage med Nesbitterne


Lørdag eftermiddag kom Bo og Maya så endelig – og det bedste var, at de naturligvis havde Jeppe og Nikolaj med. De havde haft en lidt hård tur hertil, fordi der er ret mange sving på vejen, så både Jeppe og Nikolaj havde kastet op nogle gange ...

Men de fik set lejligheden, var meget tilfredse, og så røg vi ellers ned til poolen og fik en badetur – og så måtte far og Bo ellers bare slæbe al bagagen op i lejligheden – men OK, de er jo også meget stærke!

Siden da har den næsten kun stået på hygge ved poolen, dog afbrudt af nogle måltider, herunder en omgang pizza inde i Radicondoli, og der fik vi også IS! Og søndag aften fik vi endda både is inden aftensmaden – og efter aftensmaden. Det kan godt være, at der er noget om snakken når far og mor siger vi er nogle forkælede ”møgunger” ...

I løbet af dagen får vi svømmet rigtig meget, Jeppe og mig hopper fra kanten, jeg dykker en smule, og Jeppe dykker rigtig meget, og Nikolaj svømmer rundt med sine badevinger, og så engang imellem, så kommer alle de store sæler i vandet (det er de voksne), og nogle gange så vælter de hinanden i vandet – og når de er rigtig frække, så kaster de også med mig og Jeppe (mest Jeppe).

Mandag drog vi alle til Siena, for det er lige sådan en by vi unger kan holde ud – den er ikke så stor, der er små sjove gader, og så er der Campo’en i midten af byen, samt et fodboldstadion vi kunne komme ind på – og heldigvis var vi der ikke så mange timer :-)

Da besøget var ovre, så skulle der handles; Bo og mor kørte os børn hjem i den store bil så vi kunne bade, og så var det ellers op til far og Maya at få handlet – og sikke de fik handlet, specielt øl, for far blive jo 40 år i morgen, og der kommer gæster, og der bliver nok lidt gang i gaden … og noget af det bedste er, at min kusine Katja også kommer, og så skal hun med ned og lege i poolen – BASTA!

Dagens citat (sagt af Nikolaj): I må ikke vælte mig i vandet, jeg er alt for lille!
.

23 juli 2008

En stille dag ovenpå gårsdagens udflugt


Tirsdag morgen gik som den plejer; far, mor og jeg sov til 8-9-tiden, og dermed sov vi et par timer længere end familien Djurhuus-Holst, der jo har fået sig et meget effektivt vækkeur ved navn Sarah Isabella.

Efter morgenmaden hoppede vi ind i bilerne og kørte en tur, hvor turen for øvrigt var meget smuk – og blandt andet førte os igennem Radde in Chianti, en meget gammel og charmerende by. Men pyt med byer, vi skulle til Montevarchi og en tur i Prada Outlet’en, og her blev der så shoppet en smule – dog mest af Claus og Maria, men jeg fik mig en fin lille hættetrøje, og der blev gjort nogle gode kup!

På vej hjem gjorde vi holdt ved et truckershop, ikke jordens mest charmerende restaurant, men den første vi så efter at de store piger havde proklameret at NU VAR DE SULTNE! Det skal dog siges at den mad de serverede, var rigtig god!

Om aftenen spiste vi her på stedet, og her var maden ikke bare god, men FASTASTISK! Vi bliver jo behandlet som konger, og alle fire retter vi fik, var bare lækre, og specielt deres lasagne på Zucchinier var forrygende! En pudsig ting var, at da fars kollega Michael var hernede for et par uger siden, da klagede de over larmen fra nogle vildsvin. Det ene af dem larmer dog ikke mere, for det spiste vi i går :-)

I dag har så været hjemmedag, hvor der ikke er sket det helt vilde. Vi har slappet af, jeg har svømmet i poolen, jeg har ligget og hvilet i hængekøjen med far, og så har vi spist god hjemmelavet aftensmad – hvor far lige havde været ude i køkkenhaven og hente squash, citroner og basilikum …

Der er ret dejligt her i Radicondoli, BASTA!
.

21 juli 2008

Helt alene med pigerne


Søndagen forløb stille og roligt, der skete ikke så meget vildt, vi var ved poolen det meste af dagen, og så ude og spise på min yndlingsrestaurant ovre i Radicondoli, og i dag mandag var jeg så alene med alle pigerne det meste af dagen.

Far og Claus drog nemlig på vintur til en by der hedder Montalcino, hvor de åbenbart har rigtig meget vin, og specielt rigtig meget af noget der hedder Brunello ... et sjovt navn, men Claus er helt vildt forelsket i det mærke?

Mens far og Claus var på udflugt, så hyggede vi piger. Mor og mig var ved poolen – og havde lidt travlt, og vi fik også læst fire kapitler i ”Karla og Kathrine”, og jeg fik lagt puslespil, og leget med Playmobil ved poolen – og endelig, så fik jeg også øvet mig i at springe i vandet på benene, og så forsøge at røre bunden af bassinet.

Endelig kom far og Claus hjem, og så var det tid til mad! Og heldigvis havde de været ude og handle, og havde fået købt noget pesto – både grøn og rød – så vi kunne få noget ordentlig mad. Jeg er ret glad for det italienske køkken!

Her til aften spillede FCK den første kamp i SAS Ligaen, og da den stod 0-0 efter 45 minutter gik far op og tog sin FCK-trøje på, og sagde så at hvis den stadig stod 0-0 med 15 minutter tilbage, så skulle jeg også op og tage min på. I det 72. minut blev jeg så sendt op og tage trøjen på, og mens jeg var ved at hente den, så scorede Libor Sionko – og FCK vandt kampen med 1-0. Behøver jeg nævne at far var glad – og rigtig glad for mig :-)

Dagens citat: Nu har jeg skulle underholde Sarah Isabella hele dagen, så nu må du lige passe på hende et øjeblik, mor ...
.

19 juli 2008

Så kom Sarah Isabella, Claus og Maria


Da vi satte og ind i bilen her til morgen, og gjorde klar til at køre til Radicondoli, så kunne vi konstatere at vi ikke manglede mange kilometer – faktisk kun 44 for at være helt præcis. Men inden vi kom så langt, så skulle vi lige haver en kop kaffe ved en landevejs cafe, og så skulle vi ind og handle til den HELT STORE GULDMEDALJE.

Vi skulle nemlig købe alt til lejligheden, dvs. vand, øl, mad, mere mad, yoghurt, mælk, mad, køkkenrulle og gud ved hvad – men vi fik i hvert fald handlet, og hold da op hvor vores bon var lang :-)

Men vi kom op til stedet, og det var ligeså dejligt som sidste år. I år kommer vi dog til at bo sammen med nogle hollændere, men mon ikke det går. Der er også en pige på 6 år, så måske jeg kan lege med hende (altså hvis jeg holder op med at være genert, siger far).

Da klokken var lidt i syv kom Claus og Maria så, men de kom ikke helt op til lejligheden, for Claus kunne ikke køre deres udlejningsbil op af bakken, den var nemlig ret stejl – men heldigvis for dem, så kunne far godt køre bilen op af bakken – det er sikkert noget han har lært på Grønland!

Men dav og hej og længe siden, og så spiste vi – og alle var glade og det var ganske hyggeligt, og Claus og Maria var også meget tilfredse med stedet og med selve lejligheden, men man skulle nu også være et skarn, hvis man ikke synes det her er fedt! Basta!

Lækkert med en dukkert


Efter en god nats søvn, hvor vi alle havde store problemer med at falde i søvn – NOT, altså vi sov alle meget hurtigt, og kunne nok havde sovet rigtig længe – men vi skulle jo nå at få lidt ud af dagen, så da klokken var 8, da vækkede far os, og så var det op!

Der var vi spiste morgenmad var der rigtig hyggeligt, udsigten var god, og mens far og mig var inde og hente morgenmad, så skete der naturligvis det der skal ske: Mor fik set et firben! Men hun klarede det flot, skreg ikke, væltede ikke ting og opførte sig egentlig meget pænt. Det kan være hun er ved at være blevet firbenenes ven …?

Og efter morgenmaden så var det blevet tid til det vigtigste: EN SVØMMETUR!

Swimmingpoolen (som der for øvrigt er to af på hotellet) er rimelig fin, og jeg fik så svømmet lidt rundt, så mon ikke mor og far håbet jeg nu er klar til den sidste lille del af turen. Mor var til gengæld meget tilfreds med liggestolene, som er en helt ny type hun aldrig har set før – de har ligesom et lille regulerbart tag på, så man ikke får solen i hovedet.

Lørdag eftermiddag skal vi handle og så gøre lejligheden klar til at Claus, Maria og lille Sarah Isabella kommer, og jeg glæder mig til at se dem alle tre.

1800 kilometer og ikke et øf


Torsdag aften til midnat forlod vi Danmark i ”den store automobil”, altså VW Toureq’en som far og mor kører frem og tilbage til Italien for Claus og Maria …

Så af sted fra København til midnat, kørte næsten direkte ombord i færgen ved Rødby kl. 0145, passerede uden om Berlin ved 6-tiden, og kørte ind i Østrig kl. 13. Denne gang ledte navigatoren os ind via Garmish Partenkirchen og den vej til Innsbruck, og det var ikke nogen ringe tur.

Frokosten blev så spist i Østrig på sådan et typisk alpehotel, og derfor skulle både far og mor have Wienerschnitzel, for det skal man bare, sagde de. Jeg fik tomatsuppe, for det kan jeg rigtig godt lide, og så spiste vi lige ved siden af et akvarium, hvor der var en fisk der hele tiden gemte sig. Sært!

Men ellers tilobage i bilen, hvor jeg på bagsædet underholdt mig selv med en kombination af MP3-afspiller, DVD og så alle mine tegneting og bøger. Vi kørte og kørte og var stort set fri fra kø, det værste var nede omkring Bologna og Firenze, hvor der var lidt klumper i trafikken - blandt andet fordi der to steder var sket små harmonika-sammenstød. Mor og far gættede på at vi alt i alt nok har fået 30-40 minutters forsinkelse på hele turen.

Mor og far var meget tilfredse med min opførsel i bilen, for vi kørte 1800 kilometer på en dag, og jeg brokkede mig ikke over noget som helst på hele turen. De siger jeg er et sødt barn … men det kan vel ikke komme bag på dem?

Da klokken var lidt over 20 så var vi næsten nået til San Gimignano, den by vi havde sigtet efter fordi der er mange hoteller, og forsi den ikke ligger langt fra Radicondoli, vores endelige mål. Her fandt vi så et helt fantastisk sted, både fantastisk fordi det ligger godt, men også fordi der var en god restaurant og så er der swimmingpool – og det bedste var næsten at det ikke engang var dyrt (110€ for en overnatning med morgenmad).

Så i morgen inden vi kører, så skal jeg en tur ud og svømme!