30 juli 2009

Hovedspring på sidstedagen


Så er det ved at være tid til at skulle hjem, og her på sidstedagen har Katja og jeg så øvet os en smule mere i at hoppe på hovedet i vandet.

Dt lykkedes for første gang for et par dage siden, men i dag fik vi så fintunet hoppene, og det går faktisk helt fint - far og Jabbe er i hvert fald meget tilfredse med vores hop - og det er mødrene også!

> Se os hoppe

Men om lidt er det slut med dejlige Marco Island og poolen, så skal vi smide alle tingene ud i bilen, og så køre til Miami, hvorfra vi så flyver hjem i aften.

Vores rejseplan er:

Afgang Miami kl. 1950 (USA tid)

Landing Zürich kl. 1105 (DK tid)

Afgang Zürich kl. 1220 (DK tid)

Landing København kl. 1405 (DK tid)

Og det var vist så alt for denne gang - men mon ikke der kommer nogle rejser i fremtiden, det tror jeg i hvert fald :-)

Status for mig er nu: 16 lande!

(Danmark, Sverige, Tyskland, Østrig, Schweiz, Italien, Tjekkiet, Frankrig, Spanien, Holland, Belgien, Egypten, Thailand, Singapore, New Zealand og USA)

.

Fars fødselsdag!


Onsdag var det fars fødselsdag, og derfor startede vi med at vække ham med morgenkys.

Så fik vi morgenmad, far fik gaver, og bagefter pakkede Jabbe og Gitte bilen, for sammen med Katja skulle vi fire nemlig en tur på stranden i Naples!

Turen til stranden var god, og vi havde det sjovt, blandt andet fordi der var "Tom Jones" bølger, hvilket vil sige bølger der er store nok til at hoppe og lege i dem. Vi byggede også et fint sandslot, vores parasol fløj væk - altså en helt almindelig og sjov tur på stranden. Turen sluttede med at vi så en Hummer H1 (her var Jabbe mest glad), samt var på Starbucks og få de sædvanlige Frappo'er, så var det bare en god strandtur.

Eftermiddagen gik med leg i poolen, hovedspring og bomber - og så gjorde vi klar til at tage ud og spise aftensmad.

Far havde jo fødselsdag, så derfor skulle vi på Hooters - en dejlig familierestaurant - og det var også et fint sted, for far og Jabbe var meget glade at se på under hele besøget!

Nu har jeg jo ikke lært engelsk endnu, men både far og Jabbe syntes at deres slogan "Hooters makes you happy" var rigtig godt og også helt sandt!

Gad vide hvad det betyder ... ?

> Se billeder fra Hooters

.

28 juli 2009

Jeg har kysset en delfin!


Så skete det endelig! Nogle drømmer om at kysse en frø, mor om at kysse far, Gitte om at kysse Jabbe, og jeg vil bare gerne kysse en delfin ... og det fik jeg så lov til i dag! Jubii!

Efter morgenmaden satte vi de tre gange Nielsen af ved en park, for de skulle på snorkeltur, og et stykke tid efter var vi så ovre ved Dolphin Cove, hvor mor og jeg skulle i vandet sammen med en delfin.

Vi fik et armbånd på der viste at vi skulle i vandet, så fik vi en redningsvest af en art på, så hørte vi lidt om delfiner og om det sted de boede, og så skulle vi så endelig i vandet.

Vi stod sammen med tre andre på sådan en platform, og da vi havde været længe undervejs, så startede den frække delfin lige med at lave en Shamu på os, det vil sige, det svømmede forbi os og slog med halen, og så blev vi alle våde!

Bagefter fik vi så lov til at røre, kysse og klappe delfinen - der for øvrigt hed Kimbit - og den var bare så fedt, og hvor er den bare superlækker blød og dejlig at røre ved.

Det var en stor oplevelse, og noget jeg virkelig vil huske!

Jeg fik også en fin taske, og en anden taske, og nogle billeder, så alt i alt var det en fantastisk oplevelse!

Da vi kørte fra Dolphin Cove kørte vi så ned og hentede Starbucks Frappo'er til os alle, og så hentede vi Jabbe, Gitte og Katja - og gæt hvem der blev glade for Frappo'erne ...

Herefter skete der ikke så meget mere, vi kørte hjem til huset, hvor det lykkedes for Katja og jeg at være i poolen mindre end et minut efter at vi var blevet sluppet ud af bilen, og derudover, så fik vi bare aftensmad og hyggede os rigtig længe. Endnu engang var det kun far der var oppe, da vi gik i seng lidt over klokken 23.

> Se billeder af mig og delfinen

> Læs om Dolphin Cove

.

27 juli 2009

Key West og Danny, Kelley og Lizarden!


Endnu engang blev Katja og jeg hevet tidligt op, for i dag skulle vi til Key West.

Ud i bilen, sove, og da vi et par timer senere vågnede, da var vi lige kørt ud fra en Starbucks, men heldigvis, så havde de voksne købt Frappo'er til os.

Så gik dagen ellers med at se Key West, og blandt så vi nogle mænd der fodrede nogle kæmpestore fisk i havnen. Vi så også en masse fine gamle huse, og fik også set det sydligste punkt i USA - hvorfra der kun er 90 mil til Cuba, samt en gut der hedder Ernest Hemmingways gamle hus (dog kun ude fra).

Vi var selvfølgelig også inde og få lidt mere Frappo, men da klokken blev eftermiddag kørte vi tilbage mod fastlandet, fandt vores motel på vejen, fik checket ind - og så kørte vi ellers ud og mødte Danny og hans kæreste Kelley, samt hendes far Troy og hans kæreste Alice.

De var smaddersøde, og Kelley havde havde en hun der hed Marley og så havde hun også en lizard!

Den fik både Katja og jeg lov til at holde!!!!

Vi så også deres båd, og de kunne frotælle at Troy forleden havde fået en 3½ meter lang haj på krogen, men at den desværre var slubbet bort - men alligevel lidt vildt at han næsten havde fanget en haj.

Aftensmaden spiste vi på et lokalt sted der hed "No name pub", og det var et sjovt sted. Der var opsat 1-dollar sedler på alle væggene, og dem der havde sat dem op havde så tegnet på dem, eller bare skrevet deres navn, så det gjorde vi også!

Da klokken var lidt over 22 sluttede festen, og vi kørte så hjem igen, og jeg kan kun sige at det var hygtig dejligt at møde Danny & Co, og det tror jeg helt sikkert også at far, mor, Jabbe, Gitte og Katja syntes!

> Se billeder fra dagen!

.

26 juli 2009

Gisp ... Det har regnet i Marco Island


I dag lørdag fik vi for første gang regn her i Marco Island, og det betød at temperaturen dykkede drastisk til lidt under 30 grader - måske endda kun 26-27 grader ...

Det var slemt!

Men vi klarede det heldigvis, og man kan jo også sagtens bade selvom det regner, så det gjorde Katja og jeg - og så fik vi også lokket Jabbe med i poolen - og de andre er bare nogle røvguitarer!

I går lavede vi ikke så meget, men Katja og jeg var en tur på legepladsen "Mackle Park" sammen med far og Jabbe. På vejen dertil kom vi forbi et skilt med at vi ikke måtte fodre alligatoren - og det lod vi så vær med, men vi så altså heller ikke nogen!

I Mackle Park legede vi først ved en basketbane og bagefter på sådan en vandlegeplads, og det var nok den bedste, for der kunne vi køle os ned, for det var meget varmt - og far gik ind under bruseren med skjorte på ... tosse!

I morgen forlader vi huset i et par dage, for nu skal vi til Key West, og der regner jeg med at få lov til at svømme med en delfin sammen med mor. Det glæder jeg mig til!

> Se lidt blandede billeder

.

24 juli 2009

Pre-teens på Starbucks


Torsdag var en dejlig dag uden de store ting på programet, men lidt fik vi da alligevel lavet i løbet af dagen.

efter den sædvanlige sene morgenmad, drog vi i samlet flok mod en strand her i Marco Island - dvs. uden far, for han gad ikke stranden - men han kunne så passende være vores chauffør. På stranden fik Katja og jeg bygget et fint sandslot sammen med Jabbe, og vi fik naturligvis også badet en smule.

Far kom så og hentede os, og så skulle vi på Starbucks, for Katja og jeg trængte! På Starbucks gik alle de voksne udenfor og sad, men vi to små ville hellere sidde indenfor, og så sad vi der ... og de voksne mumlede noget om pre-teens, og der var vist også en dame der sagde til mor "oh, they are so cute", og da jeg ikke taler engelsk så ved jeg jo ikke hvad hun sagde, men hun havde sikkert ret ...

Vi var også inde i en "Alvin's swimwear", og den har mange ting - blandt andet nogle grimme hatte, og det fik så far og Jabbe til at prøve en kasket med langt hår. Hold da op, det klær dem ...

Men ellers ikke så meget at fortælle, andet end at aftensmaden var fantastisk. Vi fik tre slags grillspyd, pølser og grøntsager, rejer og grøntsager - og bare rejer, og dertil en god salat og grillede majskolber. Det var godt!

Og det var vist det, men man kan se et par billeder her.

.

23 juli 2009

En rolig og lang dag


Onsdag slappede vi af hjemme i huset - og startede med at sove dejligt længe. Far havde været en tur ude og handle, og da han kom hjem fik vi morgenmad - omend den rigtigt betegnelse nok havde været brunch, for vi rejste os først fra bordet klokken lidt i et.

Hele eftermiddagen gik for Katja og mig med en blanding af leg på værelset og leg i poolen, og blandt andet fik vi øvet nogle af de tricks vi så Shamu lave i Seaworld. Her tænker jeg mest på de tricks hvor Shamu med næsen skubber deres træner fremad, og da vi jo har "spække" hjemme i poolen, så kunne vi lave det samme. Det var slet ikke så svært, men vi skulle dog lige øve os lidt!

> Se billeder af os på picasa'en

Aftensmaden var lidt tortillas med cheddarost og salsa og så havde vi bestilt pizzaer - og jeg tror aldrig jeg har set så store pizzaer. Hold da op de var store - og de smagte også godt, så det var jo meget heldigt.

Aftenen var rigtig sjov, for de voksne sagde, at hvis vi bar legede inde på værelset og ikke blev uvenner - men hvorfor skulle vi dog det - så kunne vi være længe oppe. Og det kan I tro vi var. Da far til sidste kom ind og sagde: "Så tøser, ud og tis, og så skal I sove", da var klokken over halv tolv, og på det tidspunkt sov både mor og Jabbe - og måske endda også Gitte.

.

Mor og Gitte låner af os


Da vi var i Seaworld købte Katja og jeg nogle rigtig smarte tingenoter. Det er ligesom en sprayflaske og så er der en propel på, så hvis man har det varmt, så kan man lige skyde lidt vand på sig selv og så blæse samtidig. De er bare smarte.

Og dem har mor og Gitte så lånt, for når de ligger ved poolen og sveder, så synes de, at vores "sprayblæsere" er rigtig dejlige at have ved hånden - og det er sikkert bare for at undgå at gå alt for ofte i poolen - men pyt, bare de ikke ødelægger dem, så må de godt låne dem!

.

22 juli 2009

Mig og Katja og spækhuggeren


Efter en overnatning i Orlando, så stod der "Seaworld" på programmet tirsdag, og vi kom atter tidligt af sted, fik spist lidt morgenmad på Denny's - klassisk og med pandekager - og så var vi snart i Seaworld.

Seaworld var stort, og der var mange mennesker - dog lidt færre end i Disneyland hvor der var virkelig mange - og så havde de også store rutsjebaner, hvilket far var meget glad for.

Vi startede med at se spækhuggershowet klokken 11 "Shamu believes", og vi satte os på de pladser de kalder SOAK SEATS, altså pladser hvor der er godt chance for man bliver våd, for de dersens spækhuggere, de kan altså lave bomber - ikke sådan nogle småplask som far og Jabbe laver ...

Vi blev dog ikke så våde, men nogle gjorde, men det var et flot show, og jeg må bare sige at sådan en spækhugger godt nok er en stor fisk!

Resten af dagen var en kombination af forskellige shows, og vi så blandt andet et delfinshow, vi så søløver, hunde og katte, fik leget rigtig meget på en rigtig god legeplads - hvor Katja og jeg på et tidspunkt blev helt gennemblødte, men det gjorde nu ikke så meget, for det var megavarmt!

Ind imellem forsvandt Jabbe og far for de skulle ud og køre rutsjebaner. Seaworld har fået en ny rutsjebane hedder "Manta", hvor man nærmest ligger på maven med skinnen over sig, og den var de ret vilde med (far prøvede den i hvert fald tre gange) - og så var far også ovre og prøve "Kraken" (fire gange), og det er sådan en rutsjebane magen til Dæmonen i Tivoli, den er bare MEGET større. Far syntes vist at det var rigtig sjovt at køre rutsjebaner ...

Inden vi skulle hjem, så sluttede vi af med at se aftenshowet med spækhuggerne "Shamu rocks", og her nåede vi blandt andet at komme på storskærmen inden showet - og så kan jeg ellers love jer at vi havde sat os på nogle gode SOAK SEATS! Plask sagde det da Shamu slog med halen, og ikke bare en gang, men tre gange, og så var vi alle sammen mere eller mindre gennemblødte - og Katja og jeg fik derfor også nyt tøj på inden vi kørte hjem.

For det gjorde vi da klokken var 21, så dermed sluttede to travle dage i Orlando, så i dag onsdag tror jeg bare vi skal være hjemme i huset ved poolen!

> Se billeder HER

> Se video med Shamu og rutsjebanerne på fars Facebook

> Læs mere om Seaworld Orlando

.

21 juli 2009

16 lande og en verden


USA var jo mit 16 land jeg har været i (inklusive Danmark), men nu kan jeg også skrive en verden på, for jeg har været i Disney World!

Mandag var Katja og jeg sammen med de fire gamle voksne nemlig i Disney World/Magic Kingdom i Orlanda, og det var faktisk rigtig godt. Selv om det var stort, så var det ikke kæmpe, men hold da op hvor var der alligevel mange mennesker.

Men vi fik set og prøvet en del, og alle de ting vi prøvede var sjove, selvom nogle ting dog var sjovere end andre. Far fik mig og Katja til at lave hver vores Top-4 over de sjoveste forlystelser - og så fik vi også leget på nogle legepladser, og på en af dem tog far endda et sjovt billede, hvor det ser ud til, at jeg kan spytte en flot vandstråle ...

Jasmins Top-4:
1. Big Thunder Mountain Railroad
2. Splash Mountain
2. Mad Tea Party
4. Tomorrowland Speedway

Katjas Top-4:
1. Splash Mountain
2. Big Thunder Mountain Railroad
3. Mickey's PhilharMagic
4. Tomorrowland Speedway

Selv om mange af tingene var sjove, så var de voksne meget imponerede over "Mickey's PhilharMagic", som var en 3D film hvor mange af karaktererne eller rekvisitterne kom helt ud i ansigtet på en - og da det var kombineret med vand og luft lige i hovedet, så var det pretty damn cool!

> Se billeder her - eller se video fra Splash Mountain på Facebook


> Læs mere om forlystelser i Magic Kingdom

.

19 juli 2009

Ni par sko og meget meget mere!


Lørdag eftermiddag skulle vi endnu engang på tur. Vi skulle til Miromar Outlets omkring en times kørsel fra huset, og Katja og jeg fik set en hel del High School Musical 2 på vej derop - og så noget mere da vi kørte hjem mange timer senere.

Selve det der Miromar Outlet var ret stort, og var faktisk en række små gader med en pokkers masse butikker omkring. Der var i alt ca. 140 butikker, og uden at være helt sikker, så tror jeg at vi fik besøgt en hel del af dem.

En ting er i hvert fald, og det er at far og mor bliver nødt til at købe en kuffert inden vi kommer hjem, for bare med dagens indkøb kommer der til at være fyldt godt op - bortset fra i pengepungen, for der blev fyret nogle dollars af i dag, men selvom vi brugte mange penge - så sparede vi endnu flere (det siger mor i hvert fald!).

Da vi forlod Miromar Outlet'en havde vi, dog sammen med Jabbe og Gitte, købt ni par sko og et utal af alle mulige andre ting - og selv har jeg blandt andet fået de sejeste Converse sko og også nogle pretty nice ting fra GAP.

hvis ikke du tror mig når jeg siger vi købte en hel del, så kig på billedet her til højre :-)

.

18 juli 2009

Starbucks chicks ...


Fredag aften var vi lige et smut inde i Naples for at kigge og gå en lille tur.

Vi startede med en tur nede på deres "Pier" eller mole om man vil, og det var både gammel, fin og ganske lang, og så var der mange mennesker der stod på den og fiskede. En mand han stod og fiskede, og da han så havde fanget en fisk, og skulle hive den i land, så var han lige ved at ramme far i hovedet med fisken.

Bagefter kørte ved ned til hovedgaden, for vi havde set der lå en Starbucks, og når man ser sådan en, så gælder det bare om at få bestilt nogle Frappocinoer.

Men inden det kom så vidt, så gik vi lige og kiggede på nogle butikker, men dels var de ved at lukke og så var de også kedelige - bortset fra den butik hvor de havde tøj og hårpynt der skiftede farve hvis der kom solskin på dem. Det var meget sejt ...

Men til sidst endte vi hos Starbucks, og Katja og jeg fik bare det sædvanlige, og så var vi glade!

.

17 juli 2009

Nu kaster Jabbe med far!


Onkel Jabbe har jo trænet en hel del, blandt andet ved at kaste med mig og Katja, men også ved at lave armbøjninger og alt muligt andet underligt noget.

Men at han alligevel er så stærk, at han kan kaste med far kom alligvel bag på mig, men det var hvad han gjorde fredag formiddag!

Jabbe gjorde fuldstændig som han gør med mig og Katja, og pludselig så fløj far afsted som en kanonkugle, og hold da op et plask det gav da far landede.

> Se Jabbe kaste med far!

.

Ud og køre med de gamle


Vi havde dårligt nok nået at få vores morgenmad - hvilket jo så dog også først sker med en 10-11-tiden, da Katja og jeg jo lige skal vågne først - før vi sad på bagsædet af bilen og var på vej mod Sanibel Island lidt nord for Naples og Fort Myers.

Gitte havde set på at kort at vi ikke skulle køre ret langt, men vi ved ikke helt hvordan hun havde vendt kortet, for vi kørte i hvert fald ret længe, og det værste var næsten, at vi ikke engang nåede at få kaffe fra Starbucks.

Men vi kom dog frem til stranden, den var fin og der var meget varmt. Vi fik så badet og fik også fundet en del muslingeskaller og sådan noget, og så fik vi bygget et rigtig fint sandslot sammen med Jabbe.

Og så gik det ellers hjemaf igen. Vi gjorde dog holdt i Fort Myers Beach, en fin lille by hvor vi fik noget udemaærket mad på en lille Diner "Oyster Bar", og da vi var færdige med at spise, tog far nogle sjove billeder af Katja og mig.

Efter spisningen manglede vi lidt over en time i bilen, men heldigvis fandt far en Starbucks, og så fik vi Frappocinoer, men det manglede da også bare, for det var altså noget Katja og jeg virkelig trængte til!

Hjemme i huset var der dømt afslapning, bomber i poolen, hygge og godnatlæsning af mor for os begge to - og bagefter læste jeg højt for Katja og far af Tinka-bog nummer 2. I går læste jeg tre kapitler, og i dag læste jeg så de sidste fire kapitler, så fredag skal vi i gang med en ny Tinka-bog.

Det var vist det, men husk du kan se billeder HER!
.

15 juli 2009

Til søs på en air boat


Dagens program startede forholdsvis tidligt - altså bortset fra at jeg sov til lidt efter 9 og Katja til omkring 10-tiden.

Mens vi spiste morgenmad fik de voksne bestilt en tur hos Sppedy Johnsson og hans air boat ude i Everglades sumpen, og det betød afgang lidt over klokken 12.

Da vi kom derud så vi de både vi skulle sejle med. Det var sådan nogle underlige nogle, meget flade og så med en kæmpe propel bag på. Om bord kom vi, og straks efter start sejle vi over og så en alligator - eller så og så?? vi så to øjne der stak op af vandet, så det var jo ikke så vildt endda.

Bagefter sejlede vi så rundt i Everglades i ca. en time, og her var det klart sjovest når ham kaptajnen satte fart på båden, og så kan I ellers tro at vi strøg afsted ... det vil sige med knapt 50 km i timen når det gik allerstærkest!

> Se video fra turen på Facebook

Da turen var slut, så kørte vi tilbage til Marco Island og fik fundet Starbucks, for mor havde vundet en kaffe fordi hun gættede hvornår vi skulle dreje, og alle vi andre ville bare gerne have Frappocinoer!

Vel hjemme i huset lavede vi ikke så meget andet end hvad vi elsker: vi badede og badede og hyggede!
.

13 juli 2009

Katja og jeg kan flyve


Så er det blevet bevist, det er ikke kun fugle og den slags der kan flyve, små mennesker kan også flyve - hvis deres far eller onkel kaster dem ...

Her til formiddag var Katja og Jeg i poolen - naturligvis - og på et tidspunkt fik onkel Jabbe lov til at kaste med os.

Og hold da op hvor vi fløj, og det er da vist heldigt at der er net rundt om poolen, for ellers kunne Jabbe næsten have kastet os uden for buret!

Det er sjovt at flyve!

> Se billederne her - eller på Facebook!
.

En dejlig rolig dag ...


Søndag var en god dag det meste af dagen, for Katja og mig fik lov til bare at være ved poolen, og så ellers bade og lege dagen lang.

Katja og jeg har i dag øvet os i at springe i poolen - PÅ HOVEDET! og det er ved at lykkes - selvom både far og Jabbe selvfølgelig synes vi skal øve os endnu mere, men mon ikke at vi nok skal få øvet os en del i de næste 2½ uge, det tror jeg i hvert fald ...

Eneste "nedtur" var da de voksne lige inden aftensmaden havde bestemt at vi skulle en tur ned på stranden her i Marco Island. Den var da meget pæn, men der var mange skarpe ting man kunne træde på, så jeg tror faktisk jeg foretrækker livet ved poolen hjemme i huset.

Alt i alt var søndagen meget rolig, og sådan en dag er en god dag for mig, for så kan vi nemlig lege og bade i poolen HELE dagen!
.

12 juli 2009

Min helt egen historie


Jeg blev vækket af min far og Jabbe, så stod jeg op og fik solcreme på.

Jeg fik solcreme på så tidligt fordi så kunne jeg komme i poolen efter morgenmaden.


(far har kun været stavekontrol).

En lykkelig dag


I dag har været en dejlig dag. Katja og jeg startede med at sove forholdsvis længe, så fik vi noget god morgenmad - som dog blev afløst af en af dagens store irritationsmomenter: vi skulle nemlig smøres ind i solcreme.

Jeg ved ikke helt hvorfor Katja og jeg brokker os hver dag over at skulle smøres ind, for vi ved jo, at vi ikke kommer ud før vi er smurt ind - men vi brokker os nu alligevel. I dag fik vi så endda solcreme på så sent, at vi var nød til at vente lidt med at gå i poolen - for det skulle lige tørre ind ... men til sidst kom vi i poolen, og så gik der meget lang tid inden vi kom op!

Vi kom dog op, gik ind på værelset og legede - og da vi så kom ud igen, havde far og jabbe været nede og handle, og de havde sørme købt en spækhugger til os. Så nu har vi både en kæmpe skildpadde og en kæmpe spækhugger i poolen - så den er godt fyldt op!

Efter at vi havde fået noget frokost, så var det ved at være tid til den lykkelige begivenhed. Vi kørte til Coastland Center i Naples(en rigtig fin køretur syntes de voksne), for der har de nemlig en Build-a-Bear butik, og så kan det ellers nok lige være at Katja og jeg fik handlet.

Vi købte begge en hund der hedder "Bulder", og derudover købte vi læderjakke, trøje, bukser, mobiltelefon, snøresko og et bandana-tørklæde,samt en transporttaske. Så havde vi også brugt en god skilling - der dog havde været meget større hvis vi havde købt det samme i København!

Efter købet galdt det bare for Katja og jeg om at komme hjem til huset, for vi ville bare hjem og lege, dog nåede vi lige forbi Starbucks på vej ud af mall'en, hvor både Katja og jeg fik hver vores lille Frappocino ...

Da vi kom hjem til huset legede vi butik med vores mødre, for de havde lige nået at plyndre en Gap butik mens vi var på kaffebar med vores fædre. Der var meget fint tøj til os ;-) Vi var også på neglebar hos vores mødre, og i kan tro vi fik flotte negle, så nu er vi klar til fest.
.

11 juli 2009

Besøg fars Facebook


Hej allesammen

Hvis I vil se en video med mig og Katja, så skal I besøge min fars Facebook-profil.

Har I ikke selv en Facebook-profil, så lån et login :-) eller få selv en profil ...

> Fars facebook

Det er godt nok et stort badedyr (og jeg taler ikke om far).
.

Vejret i Marco Island

Vel ankommet til Marco Island



Fredag morgen stod vi op, fik lidt morgenmad, sendte far og Jabbe afsted efter bilen og ventede så spændt på at de kom tilbage med Toyota'en ...

Efter at far og Jabbe var kommet tilbage fik vi pakket hurtigt, og så gik det ellers i rask trav ud af Miami, og uden de store problemer (for vi har ikke GPS), fik vi ramt highway 41 og en meget kedelig meget lige vej til Marco Island.

Alt i alt tog det knapt to timer at komme til Marco Island, vi fik hentet nøglen til huset, og så var det ellers ned mod huset - for det var jo lidt spændende at se huset i virkeligheden, og ikke bare som nogle billeder på nettet.

Huset er klart godkendt!

Masser af værelser, flere badeværelser, fin lille pool som Katja og jeg var nede i efter kun 5 minutter, og jeg tror også at de fire voksne er meget tilfredse med huset. Møblerne er helt OK i nogle af rummene, men lidt tunge og amerikanske i andre rum, men alt i alt ser det rigtig fedt ud, og jeg er sikker på at Katja og mig nok skal hygge os i huset - og det skal de fire gamle nok også ...

Efter et par timer drog vi ud og handle, og hold da op hvor var der mange ting med hjem i bilen - men nu skulle vi så også være forsynet ganske vel med øl, chips, mad og alt muligt andet - inklusive en stor skildpadde som Katja og jeg har fået til at lege med i poolen.

> Se billeder fra Marco Island

.

09 juli 2009

Se flere billeder her

Billeder kan ses her:

> Billeder fra Miami

.

Her er ret varmt


Onsdag morgen startede med lidt morgenmad, og så gik vi til stranden, hvor vi var nede inden klokken var blevet halv ti. Allerede på det tidspunkt var det varmt, og det ændrede sig ikke de næste par timer - og det betød at jeg nok var i vandet i 4 ud af de 4½ time vi var på stranden - jeg var i hvert fald ikke oppe længe af gangen.

Vandet var meget varmt, og rimeligt klart, så jeg fik svømmet en del med snorkelbrillerne, og ellers bare hoppet rundt i bølgerne, for det var så lækkert nede i vandet - og fordi det var så varmt, så frøs jeg overhovedet ikke på noget tidspunkt.

Jeg var dog lige oppe og holde pause på et tidspunkt, og der fik jeg så læst to kapitler af "Tinka og den stædige pony" højt for Katja - men da jeg havde læst de to kapitler højt, så var det tilbage i bølgen!

Efter stranden var vi lige hjemme og vende på hotellet, hvorefter vi var på Starbucks og få "frokost" i form af Frappucino'er og sandwiches, og det var en lykkelig tid for alle de voksne ...

Lige nu leger jeg med Katja, det mega regner udenfor (det gør det vist hver dag i en god halv time) og så skal vi på diner og spise aftensmad.
.

Den første aften


Efter at vi var checket ind på hotellet - og havde set vores ret fede værelser, så drog vi ud for at få noget aftensmad, for de voksne mente at Katja og jeg ikke skulle for sent i seng - klokken var jo omkring halv otte Florida tid, hvilket var lig med halv to hjemme i Danmark - om natten - og det er lidt ud over vores almindelige sengetid.

Vi var dog lige nede og se stranden - den er STOR, og vi fik også dyppet tæerne, og det virkede som om vandet var dejligt varmt. Så gik vi hen til hotellet hvor der ligger en italiensk restaurant, og det var rigtig god. Mor og Gitte gik helt i svime over de ananas Mojito'er, og de var kæmpestore, og de drak to hver! Far og Jabbe holdt lidt igen og nøjedes med en enkelt almindelig Mojito og en øl, mens Katja og jeg blot blev spist af med lidt almindelig sodavand ...

Men maden var god, rigtig italiensk, og så var tjenerne meget søde og fulde af fart - og det hele hjalp med at holde mig og KAtja rigtig friske - men klokken ca. 22 (4 i Danmark) da gik vi op på værelset - og så var der udsolgt! og vi faldt begge to i søvn på et øjeblik (det gjorde far også).
.

En dejlig flyvetur


Efter flere dage næsten med ondt i maven pga. spænding og forventning til rejsen skete det endelig: Det blev tirsdag og vi skulle afsted. Så tidligt op, tøj på, en taxi til lufthavnen, og der mødte vi så Jabe, Gitte og Katja.

Indcheckningen forløb nemt, og secutiry gik endnu nemmere - for vi blev ledt indenom til sådan en familieting, og i løbet af nul komma fem var vi inde i lufthavnen - og så var vi rigtigt på vej!

Den korte flyvetur til Zürich gik fint, dog lidt forsinket fra CPH, så da vi kom til Schweiz skulle vi skynde os lidt - men vi nåede nu flyet uden problemer, og så sad vi ellers de næste 10 timer og hyggede os. Katja og jeg sad sammen det meste af tiden, vi hørte musik, vi legede og vi havde det bare rigtig dejligt!

Da vi fik Miami i sigte ved indflyvningen fik jeg alle til at grine - også nogle andre danskere der sad tæt på, for da sagde jeg (lidt højt): Nej, det ligner næsten København ...

Da vi så nåede til USA troede alle de voksne at nu skulle vi til et værre besvær i indrejsekontrollen, men det gik fuldstændig uden nogen problemer, og der gik kun 55 minutter fra vi landede, til vi havde været igennem emigrations, til vi havde fået vores bagage og til vi sad i en taxi på vej ind mod byen. Pretty cool sagde de fire gamle!
.