Far og jeg har lavet forårsruller

I går vi vi på en bådtur der skulle bringe os ud til flere strande og så slutte af med en fisketur, hvor det var planen vi skulle fange blæksprutter. Strandene var flotte og jeg fik badet, men da vi skulle sejle hjem, så begyndte det at regne - ret meget - så fisketuren blev aflyst, og i stedet sejlede vi hjem i monster meget regnvejr! Det var ikke så sjovt.

I dag har jeg ikke lavet så meget, altså lige bortset fra at jeg har været på kokkeskole. Men inden jeg var det, så var jeg lidt i skole, og fik lavet en del sider i den stribede og fik også læst lidt. Men da skolen sluttede, så var det blevet tid til kokkeskole.

Med på kokkeskolen var også Faster D, og så en masse andre mennesker fra Sverige, Norge, England, Australien og Tyskland. Først var der en introduktion, hvor man fik lov til at smage og pille ved en masse forskellige krydderier som de bruger i Thai-køkkenet. Jeg smagte næsten på det hele.

Bagefter gik vi i gang med at lave mad, og i dag lavede vi: Grøn curry paste, friske forårsruller, fisk med grønsager og krydderier, Green curry med kylling og til sidst Fried rice med grønsager.

Jeg var med til de første tre timer, og jeg fik et forklæde, og jeg tror at både far og Faster D var lidt stolte af mig, for jeg gik bare frisk til sagen - men OK, jeg er jo også et mad-øre!

Efter maden hyggede vi i den hyggekrog vi har, men både mig og mor og Faster D gad ikke hygge der mere, da der begyndte at være lidt for mange firben (og så lige den rotte jeg ikke måtte nævne overfor mor ...)

Dagens uheld: Mor faldt ned med en hængekøje, fordi snoren knækkede!

Fletninger og far på kokkeskole!

Onsdag den 27. februar 2008
Efter en nat med en smule urolig søvn på grund af megen varme, ikke så meget plads i sengen og et myggenet der kommer en del i vejen, så var det dejligt at vågne til solskin og rigtig god morgenmad lige i vandkanten. Jeg fik toast og så en stor tallerken frisk frugt og et glas frisklavet limejuice. Det smager bare dejligt!

Bagefter slappede jeg af … var lidt i vandet sammen med Karoline og Liva og med mit nye bodyboard. Karoline og Liva er to danske piger jeg leger sammen med, og de har også en søster ved navn Alberte. Karoline er 12, Alberte 7 og Liva 5 år. De skal være her på TIME FOR LIME næsten lige så længe som os, så det er ret hyggeligt at have nogle danske veninder at lege med.

Omkring middagstid gik far så på kokkeskole, og sammen med mor drog jeg så af sted mod frisøren og hvor jeg skulle have lavet fletninger. Det tog cirka en time at få lavet 18 fletninger, og mens jeg fik ordnet det, så fik mor lige en omgang fodmassage! Mor siger: ”Det er en meget hårdt liv …”, men jeg tror hende ikke rigtigt, for hun siger det med et STORT smil!

Da vi kom tilbage kiggede vi lige ind i køkkenet for at se hvad far lavede, og hold da op – det så lækkert ud. Far har i dag lavet rød ”curry paste” fra bunden, ”fish-cakes” med stærk mayonnaise dressing, kylling suppe med kokusmælk, ”Holy basil & chili” med kæmperejer, og til sidst Barracuda med mango-brandy sauce og søde bønner med honning (og en masse stærkt på). Om han kan lave det ligeså fint og godt derhjemme (uden instruktøren ”Sugar”) skal blive spændende at se, men hvis det bare er tæt på, så skal det nok blive godt!

Aftenen sluttede med en god middag og så en sjov godnathistorie læst af mor. Vi læser ”Iqbal Faroog og den sorte Pjerrot”, og den er bare smadder sjov!

Så er jeg tilbage ...

Efter et par dages fravær er jeg tilbage igen, og fraværet skyldes pudsigt nok lidt IT-bøvl med fars computer. Men nu er vi til en vis grad på, så ...

Vi ankom til Singapore og havde en dejlig tid med faster D inden vi alle sammen fløj op til Phuket. Her blev vi i lufthavnet mødt af en skov af skilte, alle med navne på nogle der skulle køres steder hen, og far fik lokaliseret en forkølet omgang håndskrift med JANELIRSSEN som vores chaffør, og så gik det ellers over stok og sten mod Koh Lanta.

4½ time senere var vi fremme, og det efter en køretur der bød på en topfart af ca 140 og med overhalinger op af bakke og i sving, så det var spændende. Det blev så også krydret med at vi på færgen over til Koh Lanta måtte holde 10 minutter ekstra, for en eller anden mands bil delvist gik gennem landgangsbroen :-) Men frem kom vi!

Siden da har den stået på afslapning og spisning, på badning og afslapning, og på spisning, afslapning og badning, så det har været hårdt!

Imorgen skal vi bade og spise og slappe af, men far skal dog lidt på arbejde, idet han har sin første dag på Tahi kokkeskolen. Han glæder sig, og det gør vi andre også ved tanken om det mad han kan lære at lave.

Slut for nu, jeg skal sove!

Dejligt at se faster D igen!

Saa er vi kommet til Singapore, og da vi kom ud af flyet saa stod faster D og ventede paa os, og hvor blev jeg glad ... og hvor har jeg snakket meget, saa meget at hun maaske allerede har ondt i lytteboefferne.

Efter en land dag i Auckland lufthavn, men hvor vi takket vaere et glimrende legeland fik dagen til at gaa nogen lunde hurtigt, saa floej vi omkring klokken et - og selvom jeg slet ikke var traet, saa tog det ikke mange sekunder foer jeg sov, og det gjorde jeg saa i syv timer, og det var mor og far glade for!

Og saa komvi altsaa til Singapore, og jeg fik atter set faster D, og Ihhh hvor jeg glader mig til vi skal bade og slappe af!

Mor har dog koebt en Thailandsbog, og nu er hun sikkert ved at finde ud af hvilke udflygter hun kan lokke os med paa, men maaske vi bare skal lade hende gtage afsted alene paa tur :-) og saa kan vi andre bade imens ...

Vinderne er fundet

Fredag den 22. februar 2008
Så er vinderne fundet, og slutplaceringen er som følger:

1) Katja og Gitte
2) Bedste
3) Alle andre

Det skal også lige tilføjes at de rigtige svar var:

a) Jeg skal tisse! Sagde Elias
b) Jeg er sulten! Sagde Jasmin - og hun siger det stadig hele tiden
c) Hvor er min solhat? Sagde Annette

Vi beklager at nogle troede at det var den samme person der stod for alle tre citater, men håber at alle der endte på 3. pladsen vil glæde sig over de formodet omkring 3500 billeder der skal ses igennem.

Som en bonus kan oplyses at der også følger omkring 4 timers video med i genvinsten!

Så nåede vi Auckland

Fredag den 22. februar 2008
Da klokken var seks om morgenen var det det rene bulderregn, men heldigvis så nåede det at holde op med at regne – og lidt sol kom der også, så vi kunne sidde udenfor og spise vores morgenmad. Efter morgenmaden kørte vi så af sted på den sidste køretur på New Zealand delen af vores rejse, og mål-byen var Auckland. Vi havde ikke kørt længe før det begyndte at regne, og blæse, og det har det så ellers mere eller mindre gjort det meste af dagen. Mor siger, at hun nu glæder sig til noget godt vejr i Thailand, og det giver jeg hende ret i – for jeg vil gerne have noget varmt vejr at bade i.

I Auckland fandt vores campingplads uden problemer, og fik checket lidt tidligt ind, og det var måske meget heldigt, for her til aften er der alt udsolgt …

Efter indcheckningen kørte vi ind til byen, og det her er altså en storby med masser af biler og larm og høje huse – et af dem, Sky Tower, er blandt verdens allerhøjeste huse og er 328 meter højt – og det er altså meget højt!

Inde i byen fik vi shoppet og ville også ud og kigge lidt, men da det både regnede og blæste HELT vildt, så besluttede vi bare at købe noget sushi og så køre hjem – dog med et smut omkring det højeste punkt ved Auckland, Mount Eden, der er 196 meter højt. Oppe på toppen kan man se ned i et 50 meter dybt krater, og da det blæste meget, så holdt far og mor godt fast i mig, for de gad ikke lige at jeg rullede ned i bunden af krateret.

Så lige nu, så sidder vi i den lille campervan ved vores bord, sushien er spist, det regner stadig, og jeg har lige afsluttet en tegning til min far og mor. Jeg havde tegnet en strand med en palme og så en delfin der hopper. Når jeg har afsluttet denne historie, så vil jeg lige lave en tegning af min gode gamle ven, hamsteren Bom Bom.

Endelig vågnede vi i solskin

Torsdag den 21. februar 2008
Efter at vi gang på gang var vågnet i regnvejr, så var det helt dejligt for en gangs skyld at vågne op til solskin. Far og jeg lå endda lidt med åben bagsmæk og hyggede os, og mor og far fik også fortalt mig at min hamster Bom Bom desværre var død. Gitte og Katja havde dog sørget for en fin begravelse, og Bom Bom ”bor” nu nede ved Katjas legehus.

Efter morgenmaden var jeg en tur i poolen, og det er jo bare altid dejligt, og da det så var overstået, så kørte vi på tur. Første stop var noget der hedder Hot Beach, og når man har været der, så forstår man hvorfor. Hvis man graver huller i sandet, så fyldes de med vand – og dette vand er meget varmt. Mor troede faktisk hun kunne have fået sig et brandsår i dag, for vandet var rigtig rigtig varmt. Til at grave vores hul havde vi taget min lille strandskovl med, men der var alligevel nogen mennesker der var lidt mere forberedte end os – for folk kom slæbende med store spader og ting de kunne sidde og hælde varmt vand ud over sig selv med. Sjovt at se voksne mennesker sidde i et hul på stranden og hælde vand på sig selv …

Sidste stop på turen var Cathedral Cove, en lille lukket strand, som vi lige skulle ud på en 35 minutters vandretur på for at komme hen til (og en time i bil), men da vi endelig kom ned på stranden, så var den også ret lækker – og så lå der en kæmpe klippe midt på stranden som man kunne gå igennem. Her legede jeg i bølgerne, og far forsøgte at lære mig hvordan jeg skal undgå at vælte. Den leg blev vi ikke helt færdige med, men heldigvis så kan vi jo øve os en hel del i Thailand.

Endnu engang fik vi super god aftensmad, og det var mig der grillede vores tilbehør. Jeg grillede tomater, mini-squash, peberfrugter og rødløg, og det blev bare så godt – og så grillede far pil-selv-rejer, krabber og naturligvis nogle pølser. Jeg tror at far og mig kommer til at lave noget rigtig godt mad sammen på kokke-skolen oppe i Thailand, og det glæder jeg mig til.

Ugens turist: En ældre britisk gentleman, der udelukkende er her i New Zealand for at se cricket. Det varer frem til starten af april …

Sidste chance i quiz’en

Onsdag den 20. februar 2008
Alle skal lige have chancen for at svare, og vi gør opmærksom på, at intet svar automatisk er lig med en 3. plads …

Citat quiz. Hvem siger disse sætninger?
a) Jeg skal tisse!
b) Jeg er sulten!
c) Hvor er min solhat?

Svaret skal gives som kommentar. Der vil blive trukket lod blandt alle dem der har svaret rigtigt, og vinderen får et diasshow fra ferien. Nummer 2 vinder et noget længere diasshow, og nummer 3 får alle billeder at se (pt. 2160 billeder, inklusiv de 63 Jasmin tog i en skov på 12 minutter).

En dag med dyr = en god dag!

Onsdag den 20. februar 2008

Da vi vågnede ved vores sø ved Rotorua da regnede det, så vi stod bare op og kørte af sted, og planen var nu at se det første show ude i Agrodome. Det er sådan en farm med alle de husdyr som man har hernede på New Zealand, specielt får, og vi nåede også frem i tide til at se showet.

Først snakkede de lidt, og så viste de ellers samtlige 16 typer får de har. De blev stillet op på scenen, og et af fårene var rigtig frækt, for det blev ved med at drille ham fåre-manden. Han viste også hvordan man klipper et får, og hold da op – det tager ikke lang tid. Han fortalte at en god fåreklipper hernede kan klare 500-600 får på en ni timers arbejdsdag, og det synes jeg da er OK klaret.

Vi så også en ko og nogle fårehunde, og da showet sluttede, så viste de udenfor hvordan sådan en fåre-hund styrer en gruppe får, og helt uden at gø, så kan hunden få alle fårene til at gå lige derhen hvor de skal. Det er meget smart, men jeg tror nu at Molle kunne klare det samme, mens far dog mener at Molle nok ville æde et eller flere af fårene – og det kunne han nu have ret i!

Vi var også på rundtur på farmen, og der fik jeg rig mulighed for dels at klappe får og lamaer, men vi fik også lov til at fodre dem. Der var også nogle strudse, og da far ville fodre den, så spiste den hele hans hånd – men der skete dog ikke noget :-) Men jeg fik godt nok fodret en masse får, og det gjorde mor også, og det var altså rigtig sjovt!

Efter Agrodome kørte vi til dagens campingplads i Waihi Beach, og det er godt nok en lækker plads, og så er der bare en super swimmingpool, og der var da heller ikke gået mange minutter fra bilen var parkeret og til jeg lå og svømmede rundt. Far passede så på mig, og mor hun vaskede så tøj – og fars pung … så her til aften har der ligget penge og kreditkort til tørre i hele bilen. Hun er lidt fjollet hende mor.

Vi var også en tur nede på stranden, og den er også lækker, så hvis vi skal give et rejsetips, så må det være at Top 10 pladsen i Waihi Beach er en af de bedste vi har været på.

Dansker-status: Vi troede længe at det ville være det første ”dansker-fri” campingplads, men så pludselig var der danske ord i luften. Det eneste sted vi ikke har mødt danskere, er stadig den naturplads vi besøgte efter Milford Sound. Der kan ikke være mange danskere tilbage i Danmark.

Tirsdag var dagen hvor jeg tabte min rokketand

Tirsdag den 19. februar 2008
Tirsdag kørte vi fra Napier til Rotorua. Det skal siges, at området omkring det der hedder Rotorua er fyldt med noget der hedder termisk aktivitet, og at jorden efter sigende skulle boble nole steder. For at se om det var sandt, så kørte vi ind til noget der hedder Orokai og det var et underligt sted. Først skulle man med en lille færge over til den termiske park, men her kunne jeg så se, at det nu var sandt nok at jorden røg, og så var der et sted noget mudder der kogte. Det så lidt sjovt ud. Da vi så skulle hjem igen, så skulle jeg ringe på en klokke, og så kom den lille færge og hentede os …

Derfra kørte vi videre med selve Rotorua, og fandt vores campingplads oppe ved en sø. Et mægtigt fint sted, fin legeplads – og en ganske sød lille sø man kunne kigge på og soppe i. Da vejret var nogenlunde, så kørte vi ind til Rotorua for at handle til aftensmad – og så var jeg glad for at vi boede ude ved søen. For hele byen lugter på grund af den store mængde termiske aktivitet – og den lugter ikke godt, den lugter nærmest af sur prut og rådne æg. Puha!

En del af aftensmaden var majskolber, og vi fik også bøf, men da jeg så sad og spiste, så lige pludselig da jeg bed i min majskolbe, så tabte jeg min rokketand – hov! Så nu har jeg et fint hul, og det er helt perfekt til et sugerør, så nu skal jeg bare finde ting jeg kan drikke med sugerør de næste par dage.

Dagens griner: Da vi kørte fra en holdeplads og hvor far havde glemt at lukke bagsmækken!

Nu skete det ...

Tirsdag aften ved aftensmaddagen, lige midt i en majskolbe, der tabte jeg min tand.

Saa nu glaeder jeg mig til naeste gang jeg skal bruge et sugeroer :-)

Ikke mere historie lige nu, for internettet stinker her i Rotaorua, hvor vi altsaa er kommet til i dag.

Videoklip

Herunder skulle ligge 3 historier med videoklip, men om de virker ved jeg ikke helt. Giv gerne en tilbagemelding.

Formatet er .wmv

Jasmin efter Kelly

Far og Kelly

Før min svømmetur

Far og jeg svømmede med delfinen Kelly

Mandag den 18. februar 2008

Endelig! Det var blevet tid til at jeg skulle svømme med delfinen Kelly, og det skete i noget der hedder Marineland – et sted der nok var lidt mindre end vi havde forestillet os. Først så vi et show hvor Kelly hoppede højt, vi så en lille bitte babysæl – der næsten trådte på mine tæer, og vi så også en større sæl lave numre.

Efter showet blev en masse dyr fodret, og så blev jeg fotograferet med en blå pingvin – den var lidt våd, og er den mindste af alle pingviner.

Klokken 1130 blev far og mig så puttet i våddragter, og så da vi klar, så var det tid til at komme i bassinet. Ned i vandet, og der gik ikke mange øjeblikke før Kelly svømmede forbi første gang. Men efter 10 minutter, så virkede det nærmest som om at Kelly var blevet forelsket i far, for den blev ved med at svømme rundt om ham, og guiden sagde at den nærmest slappede af – og at man sjældent så den svømme så tæt på nogen i så lang tid af gangen. Den svømmede rundt om ham, og når den havde cirklet en 4-5 gange, så hoppede den op af vandet – nærmest sådan for at charmere ham.

Hver gang far ikke svømmede med den, så kom den nærmest og sagde ”Hov makker, skulle vi ikke lige lege lidt mere?”, og så var far atter ude og svømme med den. Men jeg så den også rigtig tæt på, og flere gange så svømmede den under mig, og den sidste gang var den kun en meter under mig. Det var en rigtig sød delfin. Mor havde helt ondt af de to damer der skulle svømme efter os, for hun tror at far havde gjort den helt træt.

Formiddagens program sluttede med en tur på cafe, og da jeg jo var sulten, så fik jeg en sandwich! Men mon ikke snart jeg er sulten igen …

Bilen har fået automatgear

Søndag den 17. februar 2008
Søndag morgen kørte vi stille og roligt ned mod midten af Wellington, fordi vi skulle besøge New Zealands nationalmuseum ”Te Papa” – men det skulle nu snart vise sig at helt så stille og rolig blev turen ikke. Der var af en eller anden grundt arrangeret motionsløb i byen, og så var der diverse Events, hvilket betød at alt var spærret af, så det var ikke godt – men vi fandt da heldigvis en lille parkingsplads, hvor vores lille Tui-camper kunne være.

Te Papa var en cool oplevelse. Der var masser af flotte ting, og også ting jeg kunne pille og røre ved. En af de sjoveste ting, var en delfin-bygger på en computer, hvor man skulle placere finnerne, bestemme halens størrelse og hvor tyk eller tynd delfinen var. Gjorde man det rigtigt, så kunne delfinen hoppe rigtigt højt ud af vandet – og jeg kom rigtig tæt på at skabe den helt rigtige delfin!

Efter besøget på Te Papa sø begyndte dagens lange køretur op mod Napier – altså byen hvor delfinen Kelly bor. Selve turen var fin nok, men den var lidt lang – men far kørte som sædvanlig i fuld fart, og så tog det alligevel ikke så lang tid. En af årsagerne til, at vi var så hurtige er måske at bilen har fået automatgear. Det fungerer sådan, at far han siger hvilket gear vi skal køre i, og så skifter jeg gear. Det er supernemt, specielt fra 3. til 4. gear, mens det dog kan være lidt svært at få camperen i bakgear! Men det lærer jeg nok en dag …

Da vi kom til Napier var solen begyndt at skinne, og for første gang i et par dage, så kunne vi grille og spise udenfor. Dejligt! Og der var heldigvis en legeplads på campingpladsen, og der var der en stor hoppepude. Hoppehoppehop!

Og så sluttede den dag. Nu er det heldigvis snart blevet tid til min svømmetur med Kelly

Goddag til nordøen og Wellington

Lørdag den 16. februar 2008
Efter en gang morgenfoder på campingpladsen, og en tur på internettet for at checke om der var faldet nogle kommentarer i nettet, så kørte vi op i Picton by, og fik en kop kaffe – der var nemlig lige lidt tid vi skulle spilde inden vi kunne tage den store færge over til nordøen.

Da vi kørte om bord på færgen var mor glad for, at det ikke var hende der kørte bilen, for der var smalt og det var godt nok nogle stejle ramper – og en noget kompliceret tilkørselsvej til vores endelige parkeringsplads. Fra toppen af færgen vinkede vi farvel til næsten 3 gode ugers ophold på sydøen, og kunne så ellers nyde en sejlads, der var en kende mere smuk end Rødby-Puttgarden – specielt for mig, da jeg faktisk aldrig har sejlet til Tyskland mens det var lyst – mor og far tager mig kun med ud og sejle med færge, når det er bulderravende mørkt!

Ombord på færgen var jeg en del nede i deres legerum, og det var meget sjovt – bortset fra, at jeg blev forfulgt af en baby på 1½ år der bare var så farlig … jamen, sådan nogle kan være farlige, for nogen gange river de!

Da vi kom til nordøen var vejret helt fantastisk ….. dårligt! Det regnede, og det gør det stadig! Heldigvis skal vi på museum i morgen, og så skal vi køre i bil op til Napier – og så er det jo på mandag, at jeg skal svømme med den 38-årige delfin Kelly (hvis hun ikke er død). Jeg glæder mig meget!

Citat quiz! Hvem siger disse sætninger?
a) Jeg skal tisse!
b) Jeg er sulten!
c) Hvor er min solhat?

Svaret skal gives som kommentar. Der vil blive trukket lod blandt alle dem der har svaret rigtigt, og vinderen får et diasshow fra ferien. Nummer 2 vinder et noget længere diasshow, og nummer 3 får alle billeder at se (pt. 1600 billeder, inklusiv de 63 Jasmin tog i en skov på 12 minutter). Alle der ikke svarer, vinder automatisk en 3. plads!

Delfiner i lange baner …

Fredag den 15. februar 2008
Nu skulle det være! Vi skulle på delfintur, for nu skulle vi pokkerme se delfiner. Klokken lidt over 8 stod vi klar ved delfin-firmaet, og efter køb af billetter og lidt briefing, så blev vi alle sat ind i nogle busser, og så kørte vi ned til bådene. Så stod vi til søs, og hold da op der var store bølger. Vi gik så ovenpå, for der var der mest gang i den – og det er lige noget for os! Far siger: ”Vi er vel vikinger!”.

Efter cirka en halv time i båden kom de så, først en lille gruppe, så blev gruppen større – og lige pludselig var der delfiner over det hele. Så blev båden parkeret, og så hoppede der ellers delfiner rundt om båden, og ude på havet der viste de virkelig hvor højt de kan springe, at de kan springe i par og at de kan lave saltomortaler. En anden sjov ting var, når de svømmede fra side til side og ind under båden, og så lige svømmede fra båden. Jeg kan kun sige at delfiner er søde, og helt vildt seje! Vi spurgte guiden om hvor mange der cirka var, og her var svaret, at der cirka var 300 delfiner! Og det er jo ret mange …

Jeg har set mange flotte ting hernede, men de hersens hoppende delfiner, de er helt oppe i toppen af listen over fede ting! Efter to timer på vandet, så sejlede vi tilbage til Kaikoura, og der så vi så lige et par albatrosser – bare nogle små nogle, men dog alligevel med et vingefang på 3,5 meter …

Efter ankomst til havnen, så prøvede jeg noget helt nyt. Båden skulle i havn, og skulle op på land, så kaptajnen sejlede båden op på en trailer, og så trak en traktor hele båden op på land, og det mens vi alle sammen stadig sad i båden. Underligt, men sjovt!

På vejen til dagens campingplads i Picton, der stoppede vi lige og så et par sæler, og endnu engang, så var de helt i hopla til et par gode billeder, så det fik vi.

Konklusion: Det har været en dejlig dag med en masse gode dyre-oplevelser!

Endelig så vi sæler helt tæt på!

Torsdag den 14. februar 2008
Jeg vågnede klokken lidt i syv, og var dejligt frisk – og så hoppede jeg ned til mor og far, og det var de ikke helt vilde med, for de ville gerne sove lidt længere. Det lykkedes ikke for dem at få mig til at sove igen, men vi blev da liggende i sengen til den næsten var otte. Men så gik det også stærkt, og da klokken var 0840, så sad vi i bilen og var på vej mod Kaikura.

Dagens køretur var ret lang, men vi kom endnu engang igennem en række smukke landskaber, og specielt området omkring Blenheim var lige noget for Claus – altså ham Sarah Isabellas far, for der var vinmarker over det hele – og masse af steder hvor man kunne smage. Det sprang vi dog over, og fortsatte så mod dagens destination, dog lige afbrudt af en tur på Den gyldne måge – og en tur i deres legeland.

På det sidste stykke ned mod Kaikura havde mor læst, at der ville være muligheder for at se sæler, og det ganske tæt på vejen, og det viste sig at være helt sandt. Pludselig så vi nogle sæler der lå tæt på en holdeplads, og så måtte far ellers op på bremsen og så ellers ind og parkere. Her kunne vi så komme helt tæt på en hel del sæler, og jeg vil tro at jeg kun var cirka 5 meter fra en af sælerne. Den virkede nu meget rolig, og det var lige før jeg fik løst til at klappe den – men det må man jo ikke. Efter at have set sæler mange gange, men hver gang fra omkring 50 meters afstand, så var det rigtig dejligt endeligt at få lov til at se dem helt tæt på. De er altså bare rigtig søde!

Da vi kom til campingpladsen fik jeg mig en svømmetur, og bagefter var det ved at være tid til aftensmad. Far og jeg grillede pølser og kyllingespyd, og det er vel ikke det værste der findes …

Dagens skjulte nyhed: Jeg har sagt til far, at han ikke må sige noget om mors strømper!

I dag var vi en tur i ørkenen

Onsdag den 13. februar 2008
Det var godt nok dejligt at sove længe, og mor snød far, for da han spurgte hvad klokken var da vi vågnede, så sagde hun halv ti … og det troede far på – lige indtil vi skulle køre, og den så kun var 11, og da havde vi hygget og spist morgenmad og bare ikke haft fart på. Den havde så kun været halv ni da vi vågnede … mor er lidt fræk!

Så startede turen ud mod en efter sigende meget fin strand, der hedder Wharariki, men inden vi kom dertil, så var vi inde og handle lidt i Takaka. Her var vi inde i en butik, hvor der i baglokalet sad en lille pige og så tegnefilm, og hende satte jeg mig så sammen med. Da mor og far var færdige med at handle, så sagde dem med forretningen, at jeg da bare kunne blive siddende sammen med deres barnebarn, hvis mor og far havde flere ting de skulle købe – og så gik mor og far en kort tur på 10 minutter, og imens hyggede jeg mig med hende pigen og tegnefilmen!

Turen ud mod Wharariki var lidt af en køretur, med en masse grusvej og bumpen, men endelig kom vi frem, og så måtte vi ellers kæmpe os over bakker (med fårelorte), klitter og endelig en masse sand – der var brandvarmt – før vi endelig stod på stranden – og endnu engang: WOW! En rigtig fin strand og bare et lækkert sted. Men stranden var lidt vild, for det blæste meget, og der var så meget sand at det nærmest var en ørken! Vi så dog ingen kameler, men til gengæld en sæl der slangede sig på stranden, men desværre så hoppede den ud i vandet inden vi kom rigtig tæt på. Øv!

Da vi kom hjem til campingpladsen gik jeg sammen med mor de 56 skridt der var ned til stranden, og så fik jeg ellers badet – og hvad der var rigtig fedt var, at jeg mødte en dansk pige der hed Viola og hendes lillesøster ”Bettefis” (kan ikke huske hvad hun hed). Så legede vi sammen på stranden og ude i vandet, og far kom også ned på stranden – og så badede jeg med ham. Jeg elsker vand og at bade! Bare det ikke er brusekabine.

Dagen sluttede på restaurant ”Penguin”, hvor jeg fik en god pizza og hvor jeg også fik is med Fanta sodavand, og så mødte mor nogle hollændere som vi har mødt gang på gang på hele turen – første gang helt tilbage i Dunedin i slutningen af januar … pudsigt, og ganske hyggeligt!

I morgen venter en lang dag på landevejen, da vi skal fra Pohara og helt ned til Kaikura – 380 kilometer med en del bjergkørsel.

Bogstatus: Vi har læst ”Kaptajn Bimse og Gokkeletten”, ”Orla Frø-Snapper” og er i gang med ”Sallies historier”, og så har jeg hørt ”Per og bette Mads” på PC’en.

I dag roede jeg i kajak

Tirsdag den 12. februar 2008
Endnu engang kostede mine far og mor mig tidligt op. Klokken var kun syv, da de sagde ”Op lille ven”, og så kørte vi ellers ud til Kaiteriteri stranden hvorfra vi skulle på kajak-tur i Abel Tasman nationalparken.

Far og jeg skulle ro sammen, dvs. far skulle ro, for jeg havde ingen pagaj – men skulle bare holde øje med at vi ikke sejlede ind i noget. Mor skulle sejle sammen med en gentleman ved navn Stewart fra UK, og han ydede en fin indsats på hele turen. Far sagde, at mor klarede det fint, og det synes jeg også. Mor selv syntes det var sjovt, men hun havde godt nok ondt i sine arme – og det var nok godt det kun var en halvdagstur!

Da vi var kommet i land gik vi hen på en rigtig fin legeplads, og her fik jeg vidst at jeg kan gå armgang, og at jeg også begynder at blive bedre på klatrevægge. Så gik vi ud fra legepladsen, og sammen med far gik jeg hen til sådan en svævebane, som jeg selv kunne komme op på, og så svævede jeg bare 120 meter af sted for fuld fart – og så op og prøve igen! Og igen! Og igen! Jeg prøvede i hvert fald 15 gange, og det var bare så sjovt. Det er en af de tre sjoveste ting på hele turen!

Bagefter kørte vi til Pohara, som ligger næsten helt oppe i toppen af sydøen. Her bor vi på en campingplads og der er kun 20 meter fra campervan’en og ned til vandet og en dejlig strand, som næsten ikke har nogen sten – men til gengæld en masse krabbe-rester ...

Aftensmaden blev spist på Cafe Penguin, og WOW – det kan anbefales. Vi fik rigtig god mad, og jeg fik noget rigtig godt pasta og en god chokoladekage – og så var det ikke engang dyrt!

I morgen går turen til en lokal strand, som vores kajak guide anbefalede – det bliver spændende!

Dagens citat: Mor siger efter at hun er kommet hjem fra kajak-tur: ”Jeg er så træt, at jeg tror mine arme falder af”, hvortil Jasmin svarer: ”Åhh nej mor, så kan du jo ikke købe flere ting til Sarah Isabella ..."

Dagens fact: Mor kommer ikke med til OL i kajak!

Husk at der er billeder at finde HER

Jeg elsker at svømme!

Mandag den 11. februar 2008

Dagen i dag har stået i afslapningens navn, og jeg har fået svømmet rigtig meget. Men der har også været problemer med campervan’en, for pludselig var der ikke strøm indeni bilen, og så måtte far af sted og se om det kunne blive lavet – men det endte med at en mand hjemme på campingpladsen hjalp os, og fik fundet og ordnet de sikringer der var problemet!

Vi har også haft besøg. Det var af en der hedder Rasmus Bremer, en flyveleder i Naviair, samt hans kone og deres to små drenge. Den store af dem var jeg på legeplads med, og det var meget hyggeligt sådan lige at have en dansk legekammerat en times tid.

Der har også stået indkøb og bestilling af tur til i morgen på programmet, men alt i alt så har i dag været en stille og rolig dag. Planen for i morgen er at vi skal op til Abel Tasman nationalparken og sejle i kajak i et par timer – mor er lidt bekymret fordi hun ikke ser sig selv som en søulk, men far er helt rolig, og mener at mor i morgen vil vise alle sine sømandstalenter. Gad vide om mor kan nå at komme med til OL i kajak?

Dagens tema: SVØMNING!

Far er i krise

Mandag den 11. februar 2008

Nu er far i krise. Han mobiltelefon er holdt op med at virke – eller den er holdt op med at kunne sige lyde! Så han kan ikke høre når den ringer – eller høre den der snakker – og han kan heller ikke høre SMS’er og alt det der. Mor siger, at han ikke skal pive – og så smiler hun lidt meget, og siger så at han da bare skal glæde sig over at han kan SMS’e.

Men far virker nu helt sær, og er i det hele taget lidt rundt på gulvet …

WOW, hvor det regnede

Søndag den 10. februar 2008
Vi havde en god morgen og fik en rigtig god omgang morgenmad (pandekager, naturligvis) i Punakaiki i cafeen Wild Coast Cafe (der klart kan anbefales – det kan kombineres med billigt internet). Efter morgenmaden var søndagens plan umiddelbart, at vi bare skulle køre fra Punataiki og til Westport, en tur på ca. 50 kilometer – men da det regnede og regnede, så fortsatte vi – og endte med at køre helt op til Mutueka – hvor vejret heldigvis var godt.

Inden vi kom så langt skulle vi lige ud og se sæler ved Westport, men da det regnede rigtig meget, så gad mor og jeg ikke – og så måtte vi bare sende far op og kigge på dem. Han kom så godt våd retur og sagde det var en fin omgang sæler, men at der godt nok var vådt udenfor!

På den videre tur mod Motueka kom vi forbi New Zealands længste hængebro, så den måtte vi naturligvis ud på – det vil sige, at far og jeg måtte derud, for mor har jo lidt problemer med både højder og med broer med huller i, men ikke mig – så sammen med far gik jeg først den ene vej, og så den anden vej, og det var en ganske fin tur med en flot udsigt.

Efter gåturen skulle far prøve deres Supamann, sådan en svævetur under en stålwire, og om end han så lidt tosset ud, så virkede det som om turen var meget sjov, dog klagede han over at der ikke var nok fart på, og over at han ikke selv måtte hoppe turen i gang. Han er sær!

Endekig kom vi til Motueka, fandt campingpladsen – og kun to minutter efter at vi have parkeret campervan’en så var jeg i poolen. Vi havde nemlig valgt en plads lige klods op af poolen, og det var bare så lækkert at kunne tage en svømmetur, og så fik jeg ellers svømmet, dykket og snorklet – samt prøvet deres vandrutschebane flere gange.

Der var også danskere på pladsen, men denne gang viste det sig at det var nogen der kendte nogle af fars kolleger i Naviair. Mor og far siger det er en lille verden.

Klipperne er lavet af pandekager!

Lørdag den 9. februar 2008

Ahh, jeg fik lov til at sove længe. Det var dejligt. Efter morgenmaden var vi lige et smut forbi Internet caféen på campingpladsen og sende en mail til kusine Katja – og så fik vi også lige hevet nogle kommentarer i land – det vil sige, far ordnede det på nettet og så hoppede jeg i trampolin imens!

Dagens tur gik fra Franz Joseph og så op til Punakaiki på New Zealands vestkyst. Turen var ikke så lang, så vi kunne slappe af undervejs, og fik også set nogle af de sædvanlige WOW steder. Vi fik også snakket med nogle tandem-cyklende mennesker fra Schweiz, der nød cykelturen – men sagde også, at heldigvis var alle bakkerne hernede ikke så lange som dem derhjemme – lidt vildt, for jeg synes godt nok der er mange lange bakker her i New Zealand. Far og mor har stor respekt for alle dem der cykler rundt hernede!

I Punakaiki fandt vi sådan en naturcampingplads, der dog stadig har el og køkken og alt det der, men den ligger bare helt fantastisk. Vi er kun 100 meter fra stranden og her er masser af plads – og så har vi som altid mødt nogle vi har set før – og så den sædvanlige omgang danskere …

Inden aftensmaden gik vi op og så Punakaiki’s berømte pandekage-klipper og deres blowhole, og det er faktisk ganske pænt. Godt nok var der ikke den vilde gang i blowholet, men selve klipperne er lidt cool. Man kan nærmest se den ene lag på lag af klipper der er opstået for en million milliard år siden, og men en smule fantasi – så ligner det store stabler af pandekager!

Dagens smil: Jasmin efter at have fået lov til at sidde på ”mors forsæde” under en 200 meter lang køretur: ”Det har næsten været det sjoveste på ferien – det var kun sjovere at lege med kameraet på båden!”

Dagens gode råd: Overvejer man at overnatte nær Punakaiki, så kan ”Punakaiki Beach Camp” klart anbefales. Det ligger cirka en kilometer nord for de berømte blowholes.

En lang dag – næsten uden aktion

Fredag den 8. februar 2008
I dag skulle vi nok ud på feriens tidsmæssigt længste stræk, da vi skulle fra Queenstown til Franz Joseph, en tur der skulle tage mere end 7 timer, på trods af at den kun er ca. 330 kilometer lang.

Vi kom som sædvanlig af sted relativt tidligt, og trillede så bare nordpå og så den ene mere fantastiske udsigt end den anden. Hvis der er et land der har man WOW oplevelser, så må det være New Zealand, for jeg har godt nok hørt mor og far sige WOW mange gange. Jeg vil dog sige, at næsten hver gang man kigger ud af vinduet, så er der måske WOW, men der er også træer – og dagens tur gennem en nationalpark var ingen undtagelse, for det var vildt så mange træer der var, og så også lige en håndfuld bregner eller to.

Mor har overvejet at søge job hernede, for de har et helt fantastisk job. Hver gang der er vejarbejde, så står der en mand (eller dame) og holder et skilt med STOP på den ene side og GO på den anden side. De har ikke noget med lysreguleringer her, næ – det er en person med et skilt. Og de ser ikke stressede ud, men de er til gengæld altid rigtig dejligt brune … altså lige noget for mor (og der er positivt håb på soleksems-fronten).

Da vi næsten var nået til Franz Joseph kom vi til Fox gletsjeren, så den kørte vi op imod – og så gik vi de sidste par kilometer, og så stod vi pludselig for en gletsjer, og den var da meget flot, om end den var en smule beskidt! Det var nu en fin tur alligevel, specielt fordi jeg elsker at klatre, og der var en del klatren på vej til gletsjeren, og man skulle også hoppe på nogle sten for at komme over små vandløb.

Til sidst var vi fremme ved vores mål, og her mødte vi så endnu engang nogle af de mange mennesker man møder igen og igen. Der bor et engelsk og et hollandsk par her på pladsen, som vi har set og boet sammen med flere gange helt siden vores allerførste campingovernatning. Lidt sjovt, men OK – mange af os kører jo i samme retning, og mange er her nok også i cirka fire uger som os. Men det er nu alligevel lidt pudsigt gang på gang at stå og lave mad sammen med de samme mennesker!

Hvad morgendagen bringer ved vi ikke, men det bliver helt sikkert en god dag!

Der var fuld fart på jet-boat’en

Torsdag den 7. februar 2008
Efter en rolig morgen hvor der var tid til både hygge og morgenmad, så blev vi hentet af folkene fra Skippers, der skulle køre os ud til nogle jet-boats, som vi så skulle sejle med på floden. Selve turen derud var også lidt af en tur, og på et tidspunkt var der max en halv meter fra bilens hjul og ud til kanten, hvor der var frit fald 185 meter ned … men vi kom frem!

Så blev vi udstyret med redningsveste og blev så sat i båden, altså vores jet-boat. Sådan en fætter kører nærmest på jet, og altså uden skrue, og behøver kun 10 cm vand for at kunne sejle – vel og mærke hvis den kører for fuld fart – og det gjorde vi! Og hver gang vi kom til noget dybere vand, så fik vi lige en 360’er, altså rundt på stedet. Det var lidt vildt og der var skumsprøjt og tårer i øjnene, og ham manden der sejlede båden fortalte at vi sejlede 85 kilometer i timen, og det er altså hurtigt ned gennem en smal kløft! Mor og far syntes det var meget sjovt, og jeg syntes kun det var en smule sjovt …

På vej hjem til byen var vi forbi et gammelt bungy jump sted. Det var på en hængebro, der ca. var en meter bred, og så hang den 102 meter oppe over kløften. Den var far og jeg ude på, og mor ville egentlig også, altså lige indtil hun fandt ud af at den gyngede og at der var huller i den – så ville hun ikke med mere :-) men der var nu også langt ned, men dog ikke mere, end at jeg kunne hoppe ude på broen!

Hjemme i byen fik vi en burger, og så tog vi til toppen af Queenstown med deres svævebane, og det var sjovt! Rigtig sjovt! Oppe på toppen kunne man køre gokart og hoppe bungy, men vi nøjedes nu bare med at kigge – men udsigten var nu også rigtig god!

Dagen sluttede med at jeg fik lov til at hoppe i sådan en hoppe-sele, og så kan I tro jeg hoppede højt, jeg tror i hvert fald at jeg var 4 meter oppe i luften, for der var godt nok langt ned til mor og far.

Mor og far har konkluderet om Queenstown, at det virkelig er en adrenalin by, og at alt kan lade sig gøre, og at det måske er meget passende hvad der stod på en bil hernede: All people die, not all people live!

Og dagens sjoveste ord stammer fra vores chauffør på vejen til Skippers: ”No one have have been killed on this road in 150 years” og efter 5 sekunders pause: ”all the people have been killed down there”, sagde manden og pegede 180 meter ned i kløften!

Far hoppede ud fra en bro!

Onsdag den 6. februar 2008

Morgenen var stille og rolig. Vi sov længe og hyggede og det var dejligt for en gangs skyld ikke at skulle tidligt op. Så vandrede vi ned i byen og spise brunch – og da solen skinnede, så var det en dejlig dag for alle – også for mor, der dog befinder sig inde under en stor solhat.

Mens vi spiste brunch lagde vi planer for dagen, og vi (mor og far) besluttede at vi ville køre ud til Kawarau broen og se folk hoppe ud fra en bro. Bungyjump kalder de det. Kawarau er det originale sted for bungyjumpet, og hvor nogle tosser for første gang begyndte at gøre det for alvor. Det ligger helt vildt flot, og der er 43 meter fra broen og hop-platformen og ned til den underliggende flod.

Inden vi tog derud, var vi dog lige lidt på legeplads, for det ville jeg gerne, og jeg så også en masse paraglidere lande lige ved siden af legepladsen. Det ser ret fint ud når de kommer ind til landing, og far spurte om man kunne hoppe med både ham og mig, men det kan man ikke – men jeg tror heller ikke jeg ville turde – mor tør i hvert fald heller ikke!

Men ud til broen kom vi, og så kiggede vi på nogle af dem der hoppede, og puha der er langt ned. Da vi havde kigget længe nok, så sagde far at han ville hoppe – og som sagt så gjort, så ikke så længe efter at det var sagt, så fik mor og jeg et kys hver, og så gik far op på broen, mens mor gjorde alle kameraerne klar.

Og så stod han der – og så hoppede han! Og ganske som han havde bestilt, så blev han også dyppet i floden. Det så lidt sjovt - og også vildt ud! Det skal mor og jeg i hvert fald ikke prøve!

Dagen sluttede perfekt for mig, for jeg mødte to danske piger jeg kunne lege med, og så lavede jeg også en perlekæde sammen med vores engelske naboer.

En stille og rolig dag

Tirsdag den 5. februar 2008

Vi vågnede ved floden på vores lille campingplads, og om end det var et fedt sted, så var det også et koldt sted, for hold da op hvor var det ikke varmt - man kunne nok godt sige at vi alle frøs. Jeg havde fået lov til at sove sammen med mor og far, dvs. Far og mor sov under en dyne og havde det ikke så varmt, mens mor havde fikset sin egen dyne og tæppet … så hun havde det lidt varmere ...

Nu er mor til gengæld ved at blive straffet for dyne-tyveriet, for det begynder at se ud som om mor har fået soleksem. Det er ikke noget der huer hende, men nu får vi se hvad der sker? Hun undres, for hun har brugt masser af solfaktor! Og det rammer også mest børn og unge ...?

Selve dagen blev tilbragt i bilen og så kom vi ellers fra Milford og til Queenstown – New Zealands adrenalin by, stedet hvor alle de vilde ting kan prøves. Men i dag, der gik vi bare en tur på havnen, spiste en is, og så grillede far majskolber og kylling til os til aftensmad, så det var en rolig dag.

Dagens vise ord: Milford Sound er smukkest, mens Doubtful Sound er mere speciel og øde.

Vi så film i bilen

Mandag den 4. februar 2008

Ihh altså, tidligt op igen, og så af sted på landevejene – hvor der sørme igen var rigtig mange kedelige træer. I dag skulle vi til Milford Sound, og vi kørte så bare derudaf, og så spise vi morgenmad på vejen. Mens vi kørte skete der noget rigtig sjovt. Far kom kørende med ca. 90 km/t rundt om et hjørne, og så kan I tro at han bremsede, for lige der foran bilen var der et får – og det havde taget nogle venner med, så faktisk var der nok ca. 1000 får, og så holdt vi der – og bilen blev bare omringet af rigtig mange får. Det var lidt sjovt, og hold da op hvor har jeg aldrig før set så mange får.

Selve turen på Milford Sound var temmelig kedelig, men det var et dejligt sovevejr for børn, for jeg kunne ligge på toppen af båden og sejle – og det blæste meget, men var dejligt varmt, og det er godt for børn. Far og mor synes turen var dejlig, og specielt turen næsten ind under det 155 meter høje vandfald var lidt sjovt. Men alt i alt så er Milford Sound også et besøg værd, det er sgu et cool sted, siger far og mor – og det har de nok ret i.

Fordi Milford Sound ligger langt fra alting, så overnatter vi i dag bare ude i naturen på en lille ”campingsplads” hvor den eneste facilitet er et toilet. Til gengæld har vi en rigtig dejlig udsigt, og lige ved siden af bilen er der en flod, hvor jeg har leget, og hvor far har bygget et vandfald til mig.

Da der ikke er så meget at lave her, så sluttede vi aftenen af med en rigtig god gang familiehygge, for vi lå alle 3 inde i bilen og så film, vi så Walther og Trofast og ”Det store grønsagsrøveri”, og det var en sjov film!

Dagen sluttede med at far og mig lå med den bærbare PC og skrev dagens blog-historie ... og jeg fik lov til at stave mange af ordene selv ...

Jeg er glad for kommentarerne

Når jeg laver mine indlæg på bloggen, så er der mange af jer der skriver kommentarer til historierne, og det skal I bare vide, at jeg er rigtig glad for.

Jeg skal også hilse fra mor og far og sige, at de også synes det er rigtig hyggeligt med kommentarer hjemmefra – og specielt mor der jo er uden mobil og SMS’er, synes det er rigtig godt med hilsner!

Gad vide om mors mobil brænder sammen næste gang hun kan komme til at sende SMS’er. Det sker i Singapore, og det skal blive spændende at se hvad der sker. Folk med tilknytning til det danske mobil-marked, skal nok forvente en vis overbelastning omkring den 24. februar ...

Det var næsten mig der styrede båden

Søndag den 3. februar 2008

Endnu engang fik far og mor mig tidligt op. Klokken halv syv vækkede de mig, og så kørte vi ud til et sted der hedder Manapouri, og hvor vi skulle starte dagens udflugt til Doubtful Sound fra. Inden vi gik om bord på båden, så fik jeg lov til at fodre fiskene sammen med en mand fra båden – og det var en flink mand, men mere om det senere …

Vi tog af sted og sejlede så hen over noget der hedder Lake Manapuori, og far og mor syntes der var rigtig flot, men jeg syntes nu bare der var mange træer – men jeg var glad for at jeg ikke faldt i vandet, for de sagde at søen var 444 meter dyb – og der kan jeg ikke bunde!

For enden af søen så vi en kraftværk, det var bygget ind i klippen, og vi kørte ned til det – 220 meter under jorden og en køretur på 2 kilometer ind i jorden. Morfar ville nok have syntes det var sjovt, for det var godt nok nogle store turbiner.

Sø kørte vi i bus over en ø, så en masse træer og et par vandfald, og så sejlede vi igen – denne gang ud i det der hedder Doubtful Sound. Her var der også smukt – og vildt – og der var mange træer – men heldigvis så vi også sæler, og de var søde. Men det bedste på hele turen var, at den sidste halve time ind mod havnen, der fik jeg lov til at sidde ved siden af kaptajnen og passe kameraet – og ham der sørgede for det, var min gode fiske-ven fra om morgenen. Han hed John og var flink.

Så gik det hjem og efter at have set en million træer, så var i endelig i havn – og så kørte vi hjem til campingpladsen og lidt hygge. Noget af hyggen blev dog ødelagt fordi jeg faldt, men jeg er ved at komme mig over ulykken – nok mest fordi mor havde købt det sejeste lyserøde plaster :-)

Husk i kan se billeder her: http://picasaweb.google.com/2100Eliassen

Næsten en ren transportetape

Lørdag den 2. februar 2008
Jeg vågnede omkring klokken syv, og frøs en del, for der har altså bare været rigtig koldt i vores bil i nat. Men så kom jeg ned til mor og far, og så sov vi lidt mere – næsten helt til 9. Så stod vi op og fik lidt morgenmad – og så fik jeg også sagt pænt farvel til de to danske piger, der havde boet ved siden af os. Far mente, at de nok ville være helt stille den første time i deres bil i dag, altså for lige at hvile ørerne, efter at jeg havde snakket med dem ret så meget …

Dagen i dag har været lidt kedelig, for vi har ikke lavet så meget – andet end at komme fra Invercargill og til Te Anau – men vi har ifølge far og mor bare gemt kræfter til de næste par dage, hvor der står nogle af de store smukke ting på programmet, i form af både Doubtful Sound og Milford Sound. Heldigvis har jeg fået et hunde-spil til min Nintendo, og kan derfor altid lege lidt med den, når jeg keder mig alt for meget :-)

Det skal dog siges, at hvis man skal have en transportetape, så bliver de ikke meget kønnere end dagens tur, for vi har kørt på ”the scenic route”, hvilket betyder at den skulle være smadder flot – og det var den! Vi har set flotte strande (en hvor der næsten kun var smutsten), smukke søer og så bjerge med sne på toppen.

I Te Anau bor vi på en fin campingplads, og har til fars store glæde ikke så langt til toiletterne, for han får altid drukket så meget kaffe og en enkelt øl, at han skal op og gammelmandstisse om natten, så derfor er det lidt smart med tæt-på toiletter. Vi har også været ude og handle lidt varmere tøj, for turen i morgen kan godt gå hen og blive lidt kølig – og så må vi jo hellere være klar til det ...

Dagens lektie: Der kan være ret koldt om natten = faktisk meget koldt!

En heldig dag

Vi stod op klokken 4 om morgenen, og det er altså før jeg skal op i skole, så det er tidligt.

vi kørte så ud til et sted der hedder Nugget Point, var der kl. 6, og var så heldige at vi så ca 25-30 pingviner der alle også lige var stået op og nu skulle ned og stå på stranden inden de hoppede i bølgen blå.

De var rigtig søde - og det var stort!

Senere hen regnede det meget, så far tændte lyset på bilen. Så holdt vi pause og så løb bilen tør for strøm. Heldigvis kunne far skubbe bilen lidt baglæns, og vi havde været så smarte at vores pause var på toppen af en stor bakke, og så trillede vi nedad - og så var der atter gang i bilen.

Først pingviner, og så bilen startet fra bakketop, jo - det har været en heldig dag!