
Tirsdag den 19. februar 2008
Tirsdag kørte vi fra Napier til Rotorua. Det skal siges, at området omkring det der hedder Rotorua er fyldt med noget der hedder termisk aktivitet, og at jorden efter sigende skulle boble nole steder. For at se om det var sandt, så kørte vi ind til noget der hedder Orokai og det var et underligt sted. Først skulle man med en lille færge over til den termiske park, men her kunne jeg så se, at det nu var sandt nok at jorden røg, og så var der et sted noget mudder der kogte. Det så lidt sjovt ud. Da vi så skulle hjem igen, så skulle jeg ringe på en klokke, og så kom den lille færge og hentede os …
Derfra kørte vi videre med selve Rotorua, og fandt vores campingplads oppe ved en sø. Et mægtigt fint sted, fin legeplads – og en ganske sød lille sø man kunne kigge på og soppe i. Da vejret var nogenlunde, så kørte vi ind til Rotorua for at handle til aftensmad – og så var jeg glad for at vi boede ude ved søen. For hele byen lugter på grund af den store mængde termiske aktivitet – og den lugter ikke godt, den lugter nærmest af sur prut og rådne æg. Puha!
En del af aftensmaden var majskolber, og vi fik også bøf, men da jeg så sad og spiste, så lige pludselig da jeg bed i min majskolbe, så tabte jeg min rokketand – hov! Så nu har jeg et fint hul, og det er helt perfekt til et sugerør, så nu skal jeg bare finde ting jeg kan drikke med sugerør de næste par dage.
Dagens griner: Da vi kørte fra en holdeplads og hvor far havde glemt at lukke bagsmækken!
1 kommentar:
Hej Jasser
Stort tillykke med dit tandtab. Du har spurgt til hvordan det går med min rokketand. Det går vist lidt for godt, for den rokker ingen steder. Det vil sige, at man ikke kan se den rokker, men kun mærke det. Og sådan har det været i flere uger. Min mor er snart ved at opgive den, for selvom hun beder mig om at hive i den hver dag sker der intet. Jeg er ikke sikker på, at jeg når at tabe nogen tænder inden jeg bliver 6 år.
Knus fra din "ikke tandløse" kusine.
Send en kommentar