
Torsdag den 21. februar 2008
Efter at vi gang på gang var vågnet i regnvejr, så var det helt dejligt for en gangs skyld at vågne op til solskin. Far og jeg lå endda lidt med åben bagsmæk og hyggede os, og mor og far fik også fortalt mig at min hamster Bom Bom desværre var død. Gitte og Katja havde dog sørget for en fin begravelse, og Bom Bom ”bor” nu nede ved Katjas legehus.
Efter morgenmaden var jeg en tur i poolen, og det er jo bare altid dejligt, og da det så var overstået, så kørte vi på tur. Første stop var noget der hedder Hot Beach, og når man har været der, så forstår man hvorfor. Hvis man graver huller i sandet, så fyldes de med vand – og dette vand er meget varmt. Mor troede faktisk hun kunne have fået sig et brandsår i dag, for vandet var rigtig rigtig varmt. Til at grave vores hul havde vi taget min lille strandskovl med, men der var alligevel nogen mennesker der var lidt mere forberedte end os – for folk kom slæbende med store spader og ting de kunne sidde og hælde varmt vand ud over sig selv med. Sjovt at se voksne mennesker sidde i et hul på stranden og hælde vand på sig selv …
Sidste stop på turen var Cathedral Cove, en lille lukket strand, som vi lige skulle ud på en 35 minutters vandretur på for at komme hen til (og en time i bil), men da vi endelig kom ned på stranden, så var den også ret lækker – og så lå der en kæmpe klippe midt på stranden som man kunne gå igennem. Her legede jeg i bølgerne, og far forsøgte at lære mig hvordan jeg skal undgå at vælte. Den leg blev vi ikke helt færdige med, men heldigvis så kan vi jo øve os en hel del i Thailand.
Endnu engang fik vi super god aftensmad, og det var mig der grillede vores tilbehør. Jeg grillede tomater, mini-squash, peberfrugter og rødløg, og det blev bare så godt – og så grillede far pil-selv-rejer, krabber og naturligvis nogle pølser. Jeg tror at far og mig kommer til at lave noget rigtig godt mad sammen på kokke-skolen oppe i Thailand, og det glæder jeg mig til.
Ugens turist: En ældre britisk gentleman, der udelukkende er her i New Zealand for at se cricket. Det varer frem til starten af april …
2 kommentarer:
Kære Jasmin.
1000 tak for alle dine spændende beretninger, som vi med stor fornøjelse læser her i 1. klasse.
Idag torsdag har vi brugt vores fællestimer til sammen at skrive en hilsen til dig.
Nu skal du bare høre:
Hvor må det bare være sjovt sådan at være afsted. "Vi vil også med..."siger alle i klassen.
Vi savner dig !!!
Her sker jo intet ..vi læser bare ..rim og remser lige nu.
Nå jo, det har jo lige været fastelavn.
Vi slog katten af tønden på skolen, og de havde hængt den forkerte tønde op til os ..den hårde, som var beregnet til de store elever. Så vi fik rigtig mange slag hver, slog vel på den i over en time!!!
Atte var klædt ud som hip-hopper, Otto var Darth Wader, Peter Pirat, Thomas Darth Wader2, Luna brudepige, Victoria alias Klokkeblomst, Mathilde flamencodanser, Holger mr. Spiderman, Rasmus som Zorro, Victor var skoledreng, Daniel Darth Wader3 (en populær model) ..og Majbrit var kineser.
Vi lavede et lille teaterstykke af de roller som vi var klædt ud som..og så fik vi klamme fastelavnsboller med alt for meget creme (jo, det kan godt forekomme .. bageren i Nansensgade havde været meget gavmild!)
Så tog vi til Kina (emneugen), hvor Daniel, Johannes og Thomas reparerede cykler i Beijing Cykel Service .."et dårligt lønnet job, siger Daniel, jeg var total fattig".
Luna, Victor, Otto og Atte var ansat i Wong Engs kinagrill, der hver dag lavede med til 140 børn ..det var heldigvis rigtig godt lønnet, forlyder det. Især opvaskerne fik hvad de krævede.
Rasmus var kalligraf i "Kalipir", hvor de gik amok i rispapir og sort sort blæk.
Victoria og Mathilde dullede alle tøserne op til den store fernisering torsdag aften.
-og Jasmin, hvis du synes det lyder sjovt, så bare rolig, der kommer snart en minisamfundsuge igen, hvor du også kan være med!!
Tillykke med din første tabte tand!!!!! -Vi synes du ser rigtig fræk, sød og sej ud uden tand!! (Dette var kommentarene i klassen til fotoet .."nååå, hun ser ....ud")
Vi vil også gerne gætte med på quizen - håber det kan nåes endnu!!
Vi har stemt om vores svar:
1 tror svaret er Anette
3 tror det er Elias
men 9 tror alligevel at det er Jasmin.
Så 1. klasse på Øbro Fri Skoles svar er altså: at det er Jasmin.
Vi venter spændt og krydser fingre.
Foråret er lige på trapperne i DK, erantis, krokus og vintergækkerne står så fint alle vegne og meterologerne siger at vi nok ikke får nogen sne i år...lidt suuuk!
Kan I nu have det rigtig dejligt alle tre, nyde det og passe godt på hinanden. Vi tænker meget på jer - alle er enige om at vi godt ville have været med!!
Vi ser frem til snart at høre nyt fra Thailand.
Kæmpe gruppekram fra 1. klasse
og Lone og Majbrit.
Hej lille skat
Hvor var det en dejlig hilsen du har fået fra din klasse, det var da rigtig sødt af dem, de svaner dig,men det gør farfar og farmor også, men vi glæder os på dine vejne og din far og mor,tænk alt det du oplever, vi følger med på kortet hvor i nu er nået til.
Og så er det snart i skal afsted til Thailand og møde faster, vi skal ind til hende imorgen og spise sammen, og på lørdag kører vi hende ud til lufthavnen.
Kan du nu ha' en rigtig god tur og tusinde kram og kys skal du have fra farmor og farfar.
Også en hilsen tilo din mor og far.
Send en kommentar